Vestas fyrer færre end varslet

Produktionsændringer i Lem er en af grundene til, at færre er blevet fyret.

Arkivbillede.
Arkivbillede.
Foto: Scanpix / Henning Bagger

20. april meldte Vestas ud, at godt 400 medarbejdere skulle fyres. Nu er fyringsrunden gennemført, og det er blevet til færre fyringer end varslet.

Det skriver Ringkøbing-Skjern Dagbladet.

Helt præcis er antallet af fyringer bragt ned fra 390 til 322.

- De færre opsigelser skyldes, at enkelte har fået tilbud om stillinger andetsteds i Vestas. Desuden er vi lykkes med at lave en produktionsændring i Lem, så der var behov for at opsige færre. Endelig har nogle valgt selv at sige op, mens andre har valgt at gå på pension, siger Anders Riis til dagbladet.

Det kan dog ikke siges, hvor mange fyringer, det lykkedes at undgå i Lem.

Periode med høj usikkerhed

Årsagen til fyringerne hos Vestas skyldes – som så mange andre virksomheder i denne tid – coronakrisen.

Her stod både timelønnede og funktionærer for skud, fordi der skulle ske en optimering af Vestas igangværende teknologiprojekter, så virksomheden kunne stå stærkere i fremtiden.

- Vi er i en periode med høj usikkerhed, og ved at foretage en strategisk beslutning om vores produktportefølje og reducere kompleksiteten fastholder vi vores konkurrencedygtighed i fremtiden og sikrer, at vi kan tilpasse os hurtigt til udfordringerne med Covid-19, sagde administrerende direktør i Vestas Henrik Andersen i en pressemeddelelse.

Det var varslet, at der skulle fyres 150 medarbejdere i Lem og 100 i Aarhus.

Vidste ikke, hvor fyringer ville ramme

Da meldingen om fyringerne kom, fik fællestillidsmanden for de danske medarbejdere hos Vestas, Michael Abildgaard Lisbjerg, travlt.

Han fik at vide, hvor fyringerne ville ramme, og derfor skulle der nedsættes et forhandlingsudvalg, så forhandlingerne kunne starte med ledelsen, forklarede fællestillidsmanden til TV MIDTVEST den 20. april.

Nu er fyringsrunden gennemført, og det endte altså med færre end 390 fyringer i Danmark.