Mobildiskotek står stille - nu vil de sparke gang i festen med kran og ild

To unge iværksættere vil skabe en fest i folks private hjem ved at streame en DJ-session på platformen Twitch.

Thomas Jensen tv. og Kristian Stougaard th. driver sammen MS-Mobildiskotek.
Thomas Jensen tv. og Kristian Stougaard th. driver sammen MS-Mobildiskotek.
Foto: MS-Mobildiskotek

Da coronaen lukkede Danmark ned, blev der samtidig lukket ned for store fester. 

Det er surt for Thomas Jensen og Kristian Stougaard, der driver MS-Mobildiskotek. De plejer at tjene penge på at spille til for eksempel gymnasiefester. 

Nu gider de ikke at sidde med hænderne i skødet længere. I aften vil de lave en fest for alle festhungrende danskere. 

Klokken 19.30 fyrer de op for bassen på streamingtjenesten Twitch. 

- Vi gør det for at give noget tilbage til alle, der mangler fester fra os. Men det er også for at give noget i stedet for alle de koncerter, der er blevet aflyst. Det er også til alle de elever, der går glip af skolefester, som vi jo plejer at spille til, fortæller Thomas Jensen, der er direktør i MS-Mobildiskotek.

Thomas Jensen startede som DJ allerede i femte klasse. Valget stod mellem pulten og motocross, og pulten vandt. I syvende klasse introducerede han sin ven Kristian Stougaard til DJ-livet, og de har fortsat makkerskabet.

De to 20-årige iværksætteres firma har base i Stadil, og det er også her, at aftenens koncert skal afholdes.

Da twitch.tv er et nyt bekendtskab for de to, har de allieret sig med firmaet Manomi Media, der sørger for, at den online broadcast forløber som den skal.

Opløftende koncert

Festen har fået temaet ”lift us up,” og det skal forstås på flere måder. Først og fremmest skal der skabes god stemning, men arrangørerne har også lejet en kran til showet.

- I den her svære tid, der vil vi gerne løfte hinanden op og være sammen og støtte hinanden, men vi har også fået fat i en Manitou lift, så vi bliver hejst 16 meter op i luften, og så står vi og spiller der med ildkanoner og røg nedenunder, siger Thomas Jensen.

Hvis alt forløber planmæssigt, så kan man følge med online fra 19.30, hvor de to DJs med solnedgangen i ryggen vil skyde gang i festen. De holder festen kørende så længe som muligt.

- Vi spiller, til vi ikke orker mere. Jeg tror, vi kommer til at hygge os med det og have det rigtig sjovt, så vi lader det køre, indtil vi synes, det er fint, fortæller Thomas Jensen.

Det handler ikke om at tjene penge

Selvom MS-Mobildiskotek også er ramt af krisen, så er det ikke pengene, der har fået dem til at forsøge sig med en koncert online.

- Kristian og jeg går ikke bare op i penge. Hvis vi var blevet betalt for alle de timer, vi har lagt i det her, så ville vi være millionærer. Det er hårdt, men vi nyder simpelthen at skabe en fest for andre og se dem have det sjovt. Vi har det også selv sjovt, fortæller Thomas Jensen

På streamingtjenesten Twitch.tv er det muligt at komme med donationer, og selvom de to iværksættere vil blive glade for hver en krone, så er det ikke pengene, men muligheden for at give folk en unik oplevelse, der er succeskriteriet.

Der er lagt rigtig mange kræfter i aftenens optræden, og to iværksættere håber på, at de kan trække et par tusind tilskuere til.

Man kan finde linket via MS-Mobildiskoteks Facebookside.