Uvished om minkavlernes fremtid: Flertal i Folketinget er klar til at stoppe næste års avl

Fem partier vil forbyde minkavl næste år, hvis sundhedsmyndighederne vurderer, at farmene udgør en ”uacceptabel smitterisiko.”

Det kan være sidste gang i lang tid, at der er mink i burene, hvis et nyt forslag om at stoppe minkavl bliver vedtaget.
Det kan være sidste gang i lang tid, at der er mink i burene, hvis et nyt forslag om at stoppe minkavl bliver vedtaget.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Minkavlernes mareridt fortsætter. Et flertal i Folketinget vil sikre, at minkavlere kun kan få nye mink i burene næste år, hvis sundhedsmyndighederne siger god for det. Det betyder, at minkavlerne måske pelser for sidste gang i lang tid lige nu.

- Det er en frygtelig situation at stå i. Nu har vi gået i flere uger, uden at vide om vi er købt eller solgt, siger Ib Lundgaard, der er minkavler og formand for Holstebroegnens Pelsdyravlerforening.

Det er Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet, der står bag et forslag, som skal forhindre, at minkfarme kommer til at sprede smitte igen næste år. I forslaget står der, "at der ikke må startes nye kuld af mink, hvis sundheds- og veterinærmyndighederne vurderer, at der er en uacceptabel smitterisiko forbundet hermed."

- Det ville selvfølgelig være ubærligt, hvis vi satte nye kuld ud, efter vi var blev advaret om, at det ville udgøre en uacceptabel risiko for folkesundheden, siger Anders Kronborg, der er fødevareordfører for Socialdemokratiet.

Minkavlere: Stor usikkerhed

Næste års minksæson begynder med parring i marts, men så lang tid kan minkavlerne ikke vente på myndighederns beslutning. Det er nemlig nu, at de skal tage de dyr fra, som skal bruges til avlen næste år. 

- Vi ved ikke, om vi må avle til næste år, og der er ingen, der kan svare på, om vi får kompensation næste år. Det er en stor usikkerhed det hele, siger minkavler Ib Lundgaard.

Folketingsflertallet frygter, at en mutation i coronavirusset forårsaget af mink kan betyde, at en fremtidig vaccine mod corona ikke vil virke.

- Det skal vi selvfølgelig sikre, at den kan, og derfor er det også helt afgørende, at vi følger de råd og den vejledning, vi får fra sundhedsmyndighederne, siger Anders Kronborg (S).

Kritik fra Venstre

Forslaget møder kritik fra Venstres Thomas Danielsen (V), der er medlem af Miljø- og Fødevareudvalget. Han mener, forslaget bygger på et uvidenskabeligt grundlag og er ulogisk.

- Det logiske ville være, at man slår de mink ned, som har corona. De raske mink skal selvfølgelig pelses og avles på, siger han.  

Han frygter, et forbud mod at avle nye mink vil betyde, at Danmark ikke længere kan være et af verdens bedste pelsproducentlande.

- Der er ikke nogen steder i verden, hvor man kan levere minkskind, som man kan i Danmark. Det er alt det, man gambler med, siger Thomas Danielsen (V).

Hårdt ramt i Holstebro Kommune

I Holstebro Kommune kalder borgmester H.C. Østerby situationen for katastrofal. Kommunen er den i Danmark, hvor der er flest minkavlere, og en vedtagelse af forslaget har derfor stor betydning for området.

- Det er deres livsgrundlag, der forsvinder. Det er en kæmpe branche og et eksportgrundlag, som også forsvinder, så jeg kan jo kun krydse fingre for, at det lykkes at finde en løsning til gavn for hele branchen, siger borgmesteren.

For minkavler og formand for Holstebroegnens Pelsdyravlerforening, Ib Lundgaard, er det afgørende, at der snart kommer en afgørelse på minkavlernes fremtid.

- Jeg synes, man skal genoverveje det her kraftigt. I øjeblikket føler jeg indimellem, at nogle vil af med erhvervet. Men så synes jeg, man skulle gøre det på en anstændig måde i stedet for ind ad bagdøren, siger han.

Forslaget skulle have været vedtaget i dag, men afstemningen er blevet udsat til torsdag på grund af et smitteudbrud på Christiansborg.