Usikkerhed om coronasmitte får danskere til at booke sommerhuse

Mange danskere begynder at booke deres sommerferie i Danmark. Det glæder landsdelens mange udlejningsbureauer.

Jesper Nielsen fra Vejlby Klit Feriepartner.
Jesper Nielsen fra Vejlby Klit Feriepartner.
Foto: Nanna Lykke Rasmussen/Grafik: Lærke Nord

Telefonerne bimler, og bookingerne strømmer ind hos Vejlby Klit Feriepartner.

Uvisheden om, hvornår corona-krisen er væk, har fået danskerne til at booke sommerferie inden for landets grænser.

Det er gode nyheder for landsdelens mange sommerhusudlejningsbureauer, der har haft det svært under coronakrisen.

- Det betyder rigtig meget, at danskerne booker juli. Det er det tidspunkt, hvor husene er dyre, og det er den måned, hvor en stor del af vores og husejernes omsætning ligger, siger Jesper Nielsen fra Vejlby Klit Feriepartner.

Fuld gang i danske bookinger

Også hos feriehusportalen Cofman glæder man sig også over, at der lige nu er fuld gang i de danske bookinger.

- Danskerne booker som aldrig før på den her tid. Det er som om, at det er gået op for danskerne, at hvis de skal være sikre på at skulle på sommerferie, så skal det nok foregå i Danmark, siger Søren Christian Rix, der er direktør i Cofman.com.

Spørger man på gaden, er meldingen da også, at langt de fleste planlægger en ferie i det danske sommerland.

- Vi har valgt at booke en campingplads her i Danmark. Først havde vi booket den i to uger, men vi har lige forlænget pladsen til fire uger, fortæller Charlotte Krogsgaard fra Lemvig.

Turist i eget land

Stig Groth Pedersen fra Struer fortæller, at han regner med at skulle være turist i eget land.

- Vi overvejer, om vi skal tage ud og se alle de ting, vi ikke har set før – for eksempel Råbjerg Mile.

Men selvom der er stor glæde over danskernes lyst til at booke, så håber sommerhusbranchen i høj grad, at tyskerne også må komme.

- Det vil være katastrofalt for branchen, hvis vi kommer til at mangle tyskerne i højsæsonen. Så er det er kæmpe tab for branchen, siger Søren Christian Rix fra Cofman.com. 

Den vurdering er Jesper Nielsen fra Vejlby Klit Feriepartner helt enig i.

- I vores område er 85 procent af gæsterne fra Tyskland. De booker både april, maj, juni august og september, så når danskerne kun booker juli, så er det ikke nok til vores område, siger han.   

Foreløbig er de danske grænser lukket frem til den 11. maj.

1:58
Der er travlt hos sommerhusudlejningsbureauerne, fordi danskerne er begyndt at booke ferie inden for Danmarks grænser.