Udsigt til genåbning: Højskole håber på det bedste - har bestilt mad og lagt vagtplaner

I løbet af onsdag finder Livsstilshøjskolen Gudum ud af, om de igen må slå dørene op for kursister.

Hos Livsstilshøjskolen Gudum mellem Struer og Lemvig har man sat alle sejl til, så kursisterne fra søndag kan vende tilbage til sund mand, motion og masser af frisk luft. 

- Vi har valgt at agere som om kursisterne er kommet, lyder det fra forstander Maria Kangas Christensen. 

Kursister og ansatte blev sendt på tidlig juleferie i december, da stigende coronasmitte og uvished om omikron-varianten fik et flertal af folketinget til at lukke for landets højskoler. 

- Vi driver en højskole, så det er virkelig kedeligt, når der ikke er kursister, lyder det fra forstanderen. 

Afklaring i løbet af torsdag

Onsdag eftermiddag mødes Folketingets epidemiudvalg for at diskutere den indstilling, som Epidemikommissionen kom med tidligere på dagen. 

Ifølge TV 2 lægger kommissionen op til, at åbne for landets højskoler efter fire ugers tvungen nedlukning.

Forud for mødet i epidemiudvalget har regeringen allerede givet udtryk for, at de planlægger at følge indstillingen, mens flere andre partier også bakker op om at åbne for højskolerne fra søndag. 

- Vi har tænkt os at følge indstillingerne, og vi er fuldt ud opmærksomme på, at det er svært for store dele af dansk kunst- og kulturliv at have de her restriktioner, som har været gældende i en periode. Og det håber vi på opbakning fra Folketinget til, siger statsminister Mette Frederiksen (S) ifølge TV 2.

FAKTA: Her er anbefalingerne

Vagtplanerne er allerede blevet lagt for næste uge.
Vagtplanerne er allerede blevet lagt for næste uge.
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

På den vestjyske højskole har man også valgt at lægge vagtplaner og bestille mad efter, at politikerne stemmer for indstillingen. 

- Vi har valgt at gå optimistisk til det, så må løse problemet og fryse maden igen, hvis vi ikke skal åbne, forklarer Maria Kangas Christensen.

Koncert er blevet udskudt i to år

Ikke langt fra højskolen er der også håb om gladere dage. Hos Kulturcenter Struer har man også lyttet til vandrørene. 

- Jeg er utrolig glad for udsigten til at åbne. Så vi må bare se hvilke retningslinjer, vi skal holde os inden for, lyder det fra leder Kristian Hedegaard. 

Kristian Hedegaard er leder af Kulturcenter Struer
Kristian Hedegaard er leder af Kulturcenter Struer
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

I indstillingen fra Epidemikommissionen er der lagt op til, at kulturstedet skal kræve coronapas og mundbind fra mandag.

Derudover bør der indføres en grænse på maksimalt 350 indendørs gæster. 

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) oplyser ifølge Ritzau, at regeringen ønsker at hæve det til 500, som matcher det antal af stående pladser, der var hos det vestjyske spillested før corona. 

- Kravene kan betyde meget for os, hvis vi skal ned i antallet af billetter, forklarer lederen og henviser til blandt andet til en koncert med Burhan G, der skulle have være afholdt i 2020. 

- Men generelt er vi bare rigtig glade, understreger han. 

På et pressemøde onsdag klokken 18 vil sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) præsentere udfaldet af mødet i Folketingets epidemiudvalg.