Tyskerne fylder i sommerhusene, men ikke hos attraktionerne

Lige nu er der rigtige mange tyske turister i sommerhusene i Midt- og Vestjylland. Men der er dog stadig langt mellem turisterne hos flere af landsdelens attraktioner.

Efter en sløj vinter- og forårssæson summer det nu igen af turister langs Vestkysten. Lige nu er det stort set umuligt at finde et ledigt sommerhus.

- Vi har ingen ledige lejemål lige nu. Hvis vi har et ledigt sommerhus på grund af en annullering, så går der kun to timer, før det er booket igen, siger Thor Bøndergaard, der er ferierådgiver hos Esmark i Søndervig.

Her er over halvdelen af sommerhusene udlejet til tyske turister. Resten har dansker booket.

Thor Bøndergaard fra Esmark i Søndervig har lige nu travlt med at udlevere sommerhusnøgler til især tyske turister.
Thor Bøndergaard fra Esmark i Søndervig har lige nu travlt med at udlevere sommerhusnøgler til især tyske turister.
Foto: Louise Harkjær Møller, TV MIDTVEST

- Vi hører fra tyskerne, at grunden til, at de vælger Danmark i stedet for at tage syd på, det er fordi, de ved, at vi har godt styr på Corona og hygiejnen, og det er noget tyskerne har meget fokus på, siger Thor Bøndergaard.

Han fortæller, at modsat tidligere år, så er bookingerne fra tyskerne kommet sent i år.

Corona-pas skyld i halvtomme attraktioner

Selv om der er fyldt op i sommerhusene, så er situationen en hel anden hos flere af de midt- og vestjyske attraktioner.

- Den her sommer går vi og savner nogle gæster. Vi er langt under vores normale besøgstal sammenlignet med 2020. Faktisk er vi lige nu gennemsnitlig 40 procent under det daglige besøgstal sammenlignet med sidste år, og det er vi kede af, siger Mette Bjerrum Jensen, der er direktør for Ringkøbing-Skjern Museum.

Hendes forklaring på de manglende gæster er corona-passet.

- Rigtig mange af vores gæster plejer at være tyskere, og de synes, det er besværligt at skulle forholde sig til regler i et land, hvor de er gæster. Derfor tror jeg, at corona-passet spiller en stor rolle for, hvorfor de ikke besøger os, siger museumsdirektøren.

Hun savner det samme signal fra politikerne, som de gav sidste år. I 2020 opfordrede mange politikere nemlig til, at man skulle ud og bruge kulturen. Desuden gav en sommerpakke halv pris på billetterne til de fleste kulturoplevelser.

- I år har man næsten sendt det modsatte signal, og siger med corona-passet, at det er en lille smugle farligt at gå på museum, og det er det jo ikke.

Hos Bork Vikingehavn skal man vise corona-pas for at komme ind. Det er årsagen til, at besøgstallet i år ligger 40 procent lavere end sidste år, mener direktøren for Ringkøbing-Skjern Museum.
Hos Bork Vikingehavn skal man vise corona-pas for at komme ind. Det er årsagen til, at besøgstallet i år ligger 40 procent lavere end sidste år, mener direktøren for Ringkøbing-Skjern Museum.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Direktøren for turistorganisationen Destination Vestjylland fortæller, at problemet med manglende besøgende på attraktionerne er et generelt problem langs vestkysten.

- Mange af vores tyske gæster kan ikke forstå, at når de har vist et corona-pas for at komme ind i Danmark, at de så skal have et nyt tre dage senere, hvis de skal ind på en attraktion, siger Peer Heldgaard Kristensen, der er direktør for Destination Vesterhavet.

Han fortæller, at også restauranter har svært ved at få fyldt bordene. Her skal gæsterne også vise et corona-pas, hvis de skal spise indendørs.