Turister og hjemvendte danskere får tilbud om test ved grænsen

I første omgang er det primært personer med et dansk CPR-nummer, som kan tage imod en test ved grænsen.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Både udenlandske turister og danskere, der vender hjem fra udlandet, vil have mulighed for frivilligt at lade sig teste for coronavirus ved en af grænseovergangene.

Det sker i forbindelse med at grænsen til Danmark mandag åbner for turister fra Island, Norge og Tyskland. Der vil blive etableret teststationer i Københavns Lufthavn og ved landegrænsen mod Tyskland.

Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

- Formålet er at gøre det så let som muligt for personer, som rejser ind i Danmark at lade sig teste, udtaler politidirektør Svend Larsen i pressemeddelelsen.

- På den måde øger vi vores muligheder for at fange det tidligt, hvis danskere skulle være blevet smittet på en udlandsrejse, eller hvis smittede udlændinge rejser ind.

Må vente på it-løsning

Det er dog ikke lige så snart, at grænserne åbner, at en stor del af de indrejsende fra andre lande uden et dansk personnummer kan blive testet.

Det skydes, at den it-løsning, som skal gøre det muligt at teste personer uden CPR-nummer, er ved at blive færdigudviklet.

- Vores it-systemer er desværre ikke klar til i stor skala at håndtere personer, der ikke har et personnummer. Vi forventer at være klar med tilbud om test til alle udenlandske turister inden længe. Men indtil da vil det foregå lidt håndholdt i Københavns Lufthavn, siger direktør i Testcenter Danmark, Anne-Marie Vangsted.

Desuden forventer politiet, at der vil være stort pres på grænseovergangene mod Tyskland. Derfor har Rigspolitiet besluttet, at to yderligere grænseovergange bliver åbnet, så der i alt er fem.

Det er overgangene ved Sæd, Perbersmark, Førslev, Padborg og Kruså.

Trafikanter må dog alligevel indstille sig på, at der bliver køddannelser, lyder det.

/ritzau/