Tomme skoler i Thyborøn - elever sendt hjem eller på havet

I Thyborøn er skolerne næsten tomme. I formiddags kom elever forbi Thyborøn Skole for at hente sine bøger, og på Fiskeriskolen står man tilbage med en ordentlig bunke vasketøj, efter at eleverne er sendt på havet.

Jacob Møller og Emili Klausen var forbi Thyborøn Skole for at hente deres bøger. De håber, at de snart kan komme tilbage i skole og være sammen med deres venner.
Jacob Møller og Emili Klausen var forbi Thyborøn Skole for at hente deres bøger. De håber, at de snart kan komme tilbage i skole og være sammen med deres venner.
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

Man kunne tro, at 14 dage fri fra skole var enhver teenagers drøm.

Men sådan er det ikke.

- Det er nok ikke så dejligt, som det først lød. Det er lidt irriterende, at vi skal være væk fra hinanden, fortæller Jacob Møller fra 8. klasse på Thyborøn Skole.

Han og klassekammeraten Emili Klausen var et smut forbi skolen for at hente bøger, så de kan lave lektier derhjemme.

Det er ved at være sidste chance for det, inden alle skoler lukker fra på mandag.

Sjovere at lave lektier sammen end alene

De to 8. klasseselever håber, at skolelukningen kan lægge en dæmper på coronasmitten, selvom de synes, at to uger er lang tid.

- Det er lang tid. Skole er også nogle gange sjovt. Man skal lave lektier og sådan, men man er jo sammen med sine gode venner. Nu skal man lave det alene, så det er ikke så fedt, fortæller Jacob Møller.

- I starten var det dejligt med 14 dage fri, men nu når vi vågner op og ikke skal i skole, det er lidt mærkeligt, siger Emili Klausen.

På de yngre klassetrin bliver de 14 dages hjemmeskoling også taget imod med blandede følelser.

Magnus Nygaard fra 6. klasse havde sin mor for at hente sine skolebøger. Og han ved heller ikke helt, hvad han skal stille op med den fritid, han pludselig får.

- Jeg blev glad i starten, men det er også lidt kedeligt, for man kan jo ingenting andet end at være derhjemme og lave lektier, siger han.

Men det har hans mor et bud på:

- Det kan også være nogle huslige opgaver, siger Britt Nygaard fra Thyborøn.

Nu er bøgerne i hvert fald hentet, og så er spørgsmålet bare, hvad de skal bruges til de næste 14 dage.

- Vi skal have hentet vores bøger, så vi kan lave nogle lektier derhjemme. Men vi ved ikke helt, hvad vi har for, det er læreren lige ved at finde ud af, tror jeg, lyder det fra Jacob Møller.

Fiskeriskolen i Thyborøn sender alt sengetøj og dyner til vask.
Fiskeriskolen i Thyborøn sender alt sengetøj og dyner til vask.
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

Fiskeriskole sender elever på havet

En anden skole i Thyborøn har også sendt sine elever hjem - eller på havet.

Fiskeriskolen, som både er et skolehjem og uddannelsescenter, har torsdag sendt 50 elever hjem, så ifølge forstanderen er det lidt af et spøgelseshus.

- Vi er to medarbejdere, der lige skal have sendt besked ud til de, som skulle have mødt på mandag, for vi skulle starte nogle hold op mandag, fortæller forstander Claus Hansen.

Mange af fiskeriskolens elever er ansat i fiskeriet, og derfor er flere af dem sendt ud for at arbejde på havet.

Tilbage står forstanderen med en ret stor opgave.

- Det var ligesom puder smidt på gulvet, og vi har bjerge af vasketøj, vi skal have ordnet. Vi skal have værelserne gjort rene, så vi har bedt dem om at tømme deres værelser. Og så gør vi dem rene og sender sengetøj og dyner til vask.

I første omgang er skoler og uddannelsesinstitutioner lukket i to uger fra på mandag.