To år med sprit og afstand: Sprit er blevet hverdag - andre vaner bliver glemt

Spritten er blevet en tro følgesvend hos supermarkederne, men ikke alle coronavaner hænger ved.

Afstandsmarkeringerne er stadig at finde i mange supermarkeder, selvom de ikke længere er et krav.
Afstandsmarkeringerne er stadig at finde i mange supermarkeder, selvom de ikke længere er et krav.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Du skulle have mundbind på, spritte hænder i indgangen, stå i kø ved mælkekøleren og holde to meters afstand i køen ved kassen. Du skulle helst lade dine børn blive hjemme, og du skulle huske at købe alkohol til drinks inden klokken 22.

Corona tvang os ud i nye vaner, der især viste sig i indkøbscentret. Men hvor mange af de vaner hænger stadig ved?

Fredag er det to år siden, at statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned.

Dagligvarebutikkerne blev rippede, afstand normalen og hænder smurt ind i sprit. Den dag glemmer Torben Nielsen butikschef i Rema 1000 Ellebæk i Holstebro ikke sådan lige.

I hans butik holder de stadig fast i sprit, afstandsmarkeringer i gulvet og skillevægge ved kassen, selvom det ikke længere er et krav fra myndighederne.

- Det er ikke noget, vi håndhæver, men vi vil gerne sende et signal om, at vi skal være her alle sammen. Det, synes jeg, er vigtigt, siger Torben Nielsen.

Artiklen fortsætter under afstemningen.

Selvom spritdispenseren ikke skal fyldes lige så ofte som tidligere, oplever Torben Nielsen, at kunderne bliver ved med at spritte hænder.

Der er tilmed færre små kontroverser mellem kunderne, og butikschefen tror, det skyldes, at vi er blevet bedre til at læse hinandens signaler, og acceptere at vores grænser er forskellige.

- Folks tolerancetærskel er større. Man står ikke oveni hinanden ved kassen, siger Torben Nielsen.

Supermarkeder kan bestemme vaner

Michael Bang Petersen er professor i statskundskab og leder af projektet Hope. Et forskningsprojekt, der undersøger danskernes adfærd under corona-pandemien.

- I vores seneste tal kan vi se, at danskerne lige nu er på vej mod mere normale tilstande. Vi har set det hele epidemien igennem: Når bekymringen falder, så begynder fokus på afstand også at falde – jo mindre bekymring, jo mindre opmærksomhed, siger Michael Bang Petersen.

Professoren fortæller, at danskerne alligevel er mere påpasselige nu, end ved den seneste genåbning af samfundet i september 2021.

Det skyldes, at mange for tiden oplever at være nærkontakt, eller selv at være smittet. Og oplevelsen af at have smitten tæt på, får folk til at være mere opmærksomme, fortæller han.

Den vane, som danskerne holder bedst fast i, er den gode hygiejne.

- Der er stadig en opmærksomhed på at holde afstand og reducere sociale kontakter, men det er noget, der kræver mere af os, end at spritte vores hænder, siger Michael Bang Petersen.

Og når det gælder den gode håndhygiejne, mener Michael Bang Petersen, at dagligvarebutikkerne er med til at sætte dagsordenen.

- Selvom befolkningen har en oplevelse af, at vi er et godt sted i pandemien, så er et flertal af danskerne klar til igen at omstille sig, hvis en ny coronavariant pludselig truer sundhedsvæsnet, siger Michael Bang Petersen.
- Selvom befolkningen har en oplevelse af, at vi er et godt sted i pandemien, så er et flertal af danskerne klar til igen at omstille sig, hvis en ny coronavariant pludselig truer sundhedsvæsnet, siger Michael Bang Petersen.
Foto: Aarhus Universitet

Ifølge professoren gør butikkerne det nemt for os at holde den gode hygiejne, når spritdispenserne er så let tilgængelige, som de er i øjeblikket.

Han mener derfor også, at sprittens levetid blandt andet kommer til at afhænge af, hvor længe butikkerne holder fast i dispenserne.

- Vi ved, at epidemier tidligere har skabt ændringer i folks adfærd. Det kan være, at håndspritten bliver det mest blivende, siger Michael Bang Petersen.

Holder fast i spritten

I Rema 1000 Ellebæk er spritten kommet for at blive.

- God hygiejne er altid godt. Det har fundet et niveau, hvor det bliver ved med at være en del af at handle ind, siger Torben Nielsen.

Og når afstandsmarkeringerne i gulvet er slidte, bliver de erstattet af nogle nye. 

Torben Nielsen er butikschef i Rema 1000.
Torben Nielsen er butikschef i Rema 1000.
Foto: Ditte Georg Poulsen, TV MIDTVEST

Butikschefen tror dog ikke, at de røde klistermærker lever lige så længe som spritten. Men han synes, det er et tiltag, der er værd at holde fast i, som situationen er nu.

- Vi skal lære at leve med, at corona er iblandt os. Man ved ikke, om vi får en tur igen til efteråret, siger Torben Nielsen.