Ti borgmestre i åbent brev til tre ministre: - Stop med at aflive mink på ikke-smittede farme

Ti borgmestre - halvdelen fra Midt- og Vestjylland - siger fra over for den strategi, regeringen har lagt i forhold til smitte på minkfarme.

Ib Lauritsen (V) fra Ikast-Brande Kommune er én af de borgmestre, der har skrevet under på brevet.
Ib Lauritsen (V) fra Ikast-Brande Kommune er én af de borgmestre, der har skrevet under på brevet.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

- Vi borgmestre nærer en reel frygt for minkerhvervets eksistensgrundlag.

Ordlyden er ikke til at tage fejl af i et åbent brev, som ti borgmestre har sendt sammen med SAGRO.

I brevet, der er sendt til fødevareminister Mogens Jensen, finansminister Nikolai Wammen og erhvervsminister Simon Kollerup, langes der ud efter regeringens aflivningsstrategi på minkfarme.

- Regeringens strategi indebærer, at ikke alene minkene på de smittede farme, men samtlige mink i en zone på 7,8 kilometer omkring den smittede farm skal slås ned. En håndtering, som både mangler faglig begrundelse og samtidig risikerer at knuse en branche med mange arbejdspladser og en årlig eksport på cirka fem milliarder. Minkbranhcen beskæftiger sammen med følgeindustrien flere tusinde personer, hvoraf en stor del kommer fra vores kommuner, lyder det videre i det halvandet side lange brev.

Fra Midt- og Vestjylland har borgmestre i Lemvig, Struer, Holstebro, Ringkøbing-Skjern og Ikast-Brande skrevet under på brevet.

Test i stedet for at aflive

Brevet afsluttes opsummerende med tre opfordringer. I zonen på de 7,8 kilometer foreslår brevskriverne, at man tester i stedet for at aflive, så man udelukkende afliver smittede mink. 

Dernæst skal smittede minkfarme effektivt isoleres, indtil smittefaren er drevet over, og virussen er væk.

Til sidst opfordres der til, at man ikke afliver mink, der har dannet antistoffer på covid-19, fordi de formentlig er mere modstandsdygtige over for ny smitte.

Vesthimmerlands borgmester, Per Bach Laursen (V), er ligeledes gået sammen med borgmestre fra Mariagerfjord og Rebild i et bekymringsbrev til Mogens Jensen og Simon Kollerup.