Task force skal hjælpe minkavlere i arbejde: - Det her er en kæmpe opgave

4-500 minkavlere og medarbejdere på minkfarme skal hjælpes videre i et nyt job i Holstebro Kommune.

I Holstebro Kommune er der 111 minkfarme, og når alle landets mink skal aflives, ender det med at give mange arbejdsløse i kommunen.

quoteVi har 111 minkfarme, så det er et sted mellem 4-500 mennesker, vi skal have fat i.

HC Østerby (S), borgmester, Holstebro Kommune

Borgmester HC Østerby (S) slår fast, at de i kommunen allerede har lagt en plan for, hvordan det skal håndteres. Men borgmesteren slår fast, at det bliver en opgave af dimensioner.

- Det her er en kæmpe opgave. Vi har 111 minkfarme, så det er et sted mellem 4-500 mennesker, vi skal have fat i. Vi har lavet en task force på vores arbejdsmarkedsområde. Det handler først og fremmest om, at vi har en erhvervsdel, hvor der er nogle, der har været i det gennem generationer. Det kan både være mand og kone, som har været en del af det, som lige pludselig står og ikke kan se fremtiden foran sig, siger borgmesteren.

I Holstebro Kommune skal de ansatte på de 111 minkfarme nu analyseres, så task forcen kan fastlægge, hvordan de bedst bliver hjulpet.

Skal videreuddanne og opkvalificere

Nogle af de medarbejdere, der arbejder på minkfarmene, er udlændinge. Her vil HC Østerby undersøge, hvor godt deres dansk er, så de kan blive sendt videre på arbejdsmarkedet.

For andre – eksempelvis avlerne selv – skal der kigges op videreuddannelse. Til at løfte den opgave har borgmesteren bedt beskæftigelsesministeriet om hjælp.

- Hvor mange af dem, der er der, har ikke en uddannelse, men har kun været i minkbranchen? Vi skal se på, hvordan vi kan opkvalificere dem og hjælpe dem over i noget nyt. Derfor sendte jeg brev i fredags til beskæftigelsesministeren, fordi der er en varslingspulje, til når virksomheder lukker ned. Og der er vi simpelthen nødt til at have hjælp fra staten, fordi opgaven er så stor, at vi som kommune ikke kan løfte den alene, forklarer HC Østerby.

Der venter nu Holstebro Kommune og de andre kommuner, hvor minkavlere nu står uden job, en stor opgave. HC Østerby er dog overbevist om, at opgaven kan løses.

- Det, der er sket, er skræmmende, når man tager et erhverv fuldstændig væk fra jordens overflade. Men vi går positivt ind til den her opgave, ligesom vi gør med alle andre opgaver i jobcenteret, og ser det her som en målgruppe, der kan tilføre vores samfund noget. Der er måske nogen, der er dygtige med hænderne. Så vi må se, om vi kan opkvalificere dem til eksempelvis håndværkerjobs.

Borgmesteren har mandag møde med landbrugets parter, så de to i samarbejde kan se på, hvordan problematikken løses.

Tema

Coronavirus


Læs flere artikler fra Holstebro eller i kategorien Erhverv.