Tanja har slettet sin video-skideballe: - Det kom virkelig bag på mig

Tanja Wadmann Gade gav folk en video-skideballe på Facebook. Nu har hadefulde kommentarer fået hende til at slette videoen.

Tanja Wadmann Gade gav folk en video-skideballe på Facebook. Nu er videoen slettet.
Tanja Wadmann Gade gav folk en video-skideballe på Facebook. Nu er videoen slettet.
Foto: Richard Gaarn Svendsen TV MIDTVEST

- Hvad helvede sker der? I fik at vide for 10 dage siden, klart og tydeligt, at I skulle blive hjemme i påskeferien. Og så skal det gå ud over os andre, der godt kan finde ud af at gøre, hvad der bliver sagt, siger Tanja Wadmann Gade i en video, hun lagde op på det sociale medie.

I to minutter og 30 sekunder kom hun med en opsang til dem, der bruger påsken på at være turister i blandt andet Hanstholm.

- Thyboer, de kæfter jo op en gang imellem, og sådan er det, siger hun til TV MIDTVEST.

Men nu har den rapkæftede thybo altså fået nok af hadefulde kommentarer på Facebook. Hun har derfor slettet den oprindelige video.

-  Fordi jeg synes, nogle af de beskeder jeg fik privat og offentligt var meget hadefulde. I stedet for bare at være uenig med mig. Det skal ikke handle om had, så nu var den blevet set så meget, at nu var det nok, siger Tanja Wadmann Gade.

Videoen er set langt over 300.000 gange. 12.000 gange er den delt, hundredvis har kommenteret den. Også private beskeder er det væltet ind med. Flere end 200 har Tanja modtaget på sin messenger.

- Mange har skrevet, at det var ærgeligt, at det hele blev vendt til had. Jeg har selv fået nogle private beskeder, om at jeg skulle kraftedeme tage mig sammen og den slags. Men jeg har heldigvis også fået mange gode og søde beskeder, siger hun.

Den virale video har givet stof til eftertanke hos thyboen, der har lært en ting eller to om at stille op i skudlinien med et budskab.

- Det kom virkelig bag på mig, det her. Jeg har aldrig gjort det her før. Både på godt og ondt er det kommet bag på mig, siger hun og fortsætter:

- Jeg er ikke blevet skræmt, men jeg er blevet lidt mere klar over, hvad det kan ende med, når man stille sig op og siger sin mening. Jeg ville gøre det igen, men nok formulere mig på en anden måde, forklarer Tanja Wadmann Gade.

Ny video lagt op

Helt mundlam er Tanja dog ikke blevet af kommentarerne. Hun har nemlig lagt en ny video op med et andet og mere roligt budskab.

- Det her er en ny video, hvor jeg er mere mig selv. Hvor jeg er lidt mere stille og rolig og taler almindeligt, som jeg gør til daglig. Den første video var et udtryk for en presset situation for rigtig mange - også mig, så derfor var jeg oppe at køre, siger hun. 

Der er gået et par dage, siden den anden video blev lagt op. Også den har fået adskillige tusinde kommentarer og delinger. Men nu overvejer Tanja Wadmann Gade også at fjerne den. Alene af den grund, at når påsken er ovre, starter et nyt kapitel.

- Jeg tror, at når dagen er omme, så kunne jeg godt overveje at tage den ned. Tirsdag starter ligesom noget nyt for Danmark. Men lur mig, om der ikke stadig vil komme kommentarer på det her, siger Tanja Wadmann Gade.