Sundhedsstyrelsen opgiver ekstra tiltag for at bremse Omikron

Der er nu så mange smittekæder med Omikron, at nære kontakter til smittedes nære kontakter ikke skal isolere.

Sundhedsmyndighederne holder pressemøde tirsdag eftermiddag.
Sundhedsmyndighederne holder pressemøde tirsdag eftermiddag.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Sidst i november indførte Sundhedsstyrelsen en retningslinje om, at nære kontakter til smittede med coronavarianten Omikrons nære kontakter skulle gå i isolation.

Det skete for at bremse udbredelsen af den smitsomme variant. Men med en række smitteudbrud bliver den anbefaling nu trukket tilbage. Det skriver Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside.

- Vi har tidligere haft en udvidet smitteopsporing, der også omfattede nære kontakter til nære kontakter, så vi kunne forsinke spredningen af Omikron-varianten i Danmark.

- Denne strategi er kun mulig i en periode med få smittede. Vi kan konstatere, at der i den seneste uge er sket en kraftig stigning i antallet at smittede med Omikron-varianten med flere udbrud i Danmark, og derfor ændrer vi vores retningslinjer, siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst i nyheden.

Nære kontakter til smittede med Omikron anbefales stadig at gå i isolation.

3:45
Nye retningslinjer tilgodeser Viborg Kommune.

Omikron er "løbet fra os"

Der er i alt fundet 398 tilfælde af Omikron-varianten i Danmark.

Det siger direktør i Statens Serum Institut (SSI) Henrik Ullum på et pressemøde med sundhedsmyndighederne. Det er 137 flere tilfælde end mandag, hvor der var 261 tilfælde. De er fundet fra 22. november til 6. december.

På pressemødet siger direktøren også, at Omikron "er løbet fra os".

Han peger på, at smitteopsporingen ikke længere kan stoppe smitten med den nye variant.

- Hvor smitten tidligere kom fra rejsende til Danmark, bliver over 90 procent nu smittet i Danmark, siger han.

Sundhedsstyrelsen skriver, at man nøje følger den nye variant af corona. Man holder øje med, hvor alvorlige sygdomsforløb den udløser, og hvor smitsom den er.

Kun toppen af isbjerget

Omikron blev første opdaget i Sydafrika. I Danmark blev den opdaget første gang 27. november. Siden da har den spredt sig hurtigt i landet via blandt andet smitte ved større forsamlinger.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er omkring to procent af de positive testsvar med corona nu varianten Omikron.

- Omikron spreder sig hastigt. Den er nu fundet på alle kontinenter undtagen Antarktis og i 65 lande. Og det er sandsynligvis kun toppen af isbjerget, siger Henrik Ullum, direktør for SSI, på tirsdagens pressemøde.

Opdateres...