Succes i coronakrisen: Cecilie og Alis netbutik har haft millionomsætning

Smilet er stort hos de to unge ejere af By Husted. Deres netbutik har det nemlig så godt, at de har været nødt til at ansætte.

Cecilie og Ali åbnede webshoppen By Husted i marts sidste år.
Cecilie og Ali åbnede webshoppen By Husted i marts sidste år.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Netbutikken By Husted, der sælger modetøj, åbnede i marts sidste år. Forretningen var altså ikke mere end et år gammel, da Danmark blev lukket ned af coronakrisen.

Men et nedlukket land har bestemt ikke betydet ned nedlukket butik.

- Her i coronakrisen har vi fordoblet vores omsætning, og lige pludselig tog det virkelig fart. Så kunne vi slet ikke selv følge med mere, siger Cecilie Husted, der er den ene part af CEO-parret bag By Husted.

- Vi er virkelig, virkelig glade, og vi er taknemmelige for, at vi er kommet igennem det her, fortsætter hun.

Bag den vækstende virksomhed er et ungt kærestepar, nemlig Cecilie Husted på 22 og Ali Mustapha på 24. Efter at have afsluttet deres ungdomsuddannelser, kastede de sig ud i iværksætterdrømmen. 

Og det har altså givet pote. Inden corona havde By Husted en månedlig omsætning på 500.000-600.000 kroner om måneden. I maj var omsætningen 1.200.000 kroner - altså en fordobling.

- Vi kunne mærke en ret tydelige overgang. Den første lørdag efter Danmark lukkede ned, omsatte vi for mere, end vi gjorde Black Friday, fortæller Cecilie Husted.

Flere shopper online

En undersøgelse fra nethandlens brancheforening viser blandt andet, at 52 procent af danskerne under coronakrisen har handlet mere online end normalt.

Alene i april var det samlede forbrug på nettet større end omsætningerne i januar og februar. Og mere end hver tiende netbutik har haft over 100 pct. vækst i forhold til, hvad de havde budgetteret med.

Og spørger man Ali Mustapha, der er CEO og ansvarlig for regnskaber og hjemmesiden hos By Husted, er det ikke så mærkelig, at det går godt for nethandlen.

- Det er jo bare blevet nemmere og nemmere at handle på nettet. Vi vækster måned for måned, og vi får flere produkter på hjemmesiden, fortæller Ali Mustapha.

Hos By Husted har de da også gjort alt hvad de kan, for at gøre det attraktivt at bruge webshoppen.

- Vi gjorde det bare ekstra let for kunden at bestille online. Og så gav vi den bare ekstra gas, så hvis man bestilte inden klokken 14, så fik man sine varer allerede næste dag, fortæller Ali Mustapha.

- Og det var folk helt vilde med, og det har hjulpet os godt på vej, fortsætter han.

Brug for flere hænder

Da salget eksploderede for den lille nethandel i Holstebro, var de to ejeren nogle gange nødt til at arbejde til klokken to om natten for at kunne følge med.

- Da vi startede, var det bare mig og Ali, men vi har simpelthen haft brug for en ekstra hånd til hjælp med pakning og alt der sker på lageret, fortæller Cecilie Husted.

- Det er virkelig surrealistisk. Det går næsten ikke op for en, hvad det er for en virkelighed, man står i, fortsætter hun.

Og selvom forretningen har fået et boost under coronakrisen, så tror ejerne ikke, at det kommer til at betyde, at der kommer en nedgang i salget, når vi er på den anden side af krisen.

- Jeg tror på, at vi under coronakrisen har opbygget så god en kundegruppe og en base, at folk vil blive ved med at komme tilbage, fortæller Cecilie Husted.

Blandt andet har By Husted kunne se, at en ny og ældre aldersgruppe er begyndt at shoppe på hjemmesiden.

3:16
Se indslaget om den succesfulde webshop her.