Struer Motion åbner udendørs træningscenter

Lige siden nedlukningen af Danmark har det været svært for træningshungrende midt- og vestjyder at få stillet lysten til at løfte tunge ting. Men nu kan de igen træne i Struer.

Kasper Wenzel var en af de første til at prøve det nye udendørs fitnesscenter i Struer.
Kasper Wenzel var en af de første til at prøve det nye udendørs fitnesscenter i Struer.
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Struer Motion kunne klokken 06:00 fredag slå dørene op for træningshungrende brugere. Eller, døre er der faktisk ikke nogen af, for træningen foregår under åben himmel.

Indehaver Bibi Salskov har købt maskiner og udstyr for 100.000 kroner fra et nedlagt center i Skive til det nye udendørs træningstilbud på p-pladsen ved Stark i Struer.

- Det er fantastisk at kunne tilbyde vores kunder træning igen. Vi er længe blevet spurgt, om vi ikke snart åbner, og nu kan vi endelig sige ja, forklarer Bibi Salskov.

Ti personer kan træne af gangen, og en af de første til at prøve det nye udendørs fitnesscenter var Kasper Wenzel.

- Det havde jeg virkelig glædet mig til. Min form er godt nok ikke så god, for jeg plejer at træne dagligt.

Temperaturen sådan en tidlig maj-morgen kunne heller ikke afskrække den ivrige trænings-entusiast.

- Maskinerne er lidt kolde, men det er bare en god undskyldning for at give den ekstra gas, siger han.

Når man igen må træne indendørs og verden er blevet normal, så bliver maskinerne ikke solgt igen, siger Bibi Salskov. I stedet bliver gemt til næste år, så træningen udendørs kan gentages i sommerhalvåret.