Stor glæde hos løbeklubber: Skoene er snøret, og løberne er på vejene igen

Landets løbeklubber må igen samles og løbe ture, efter der er åbnet for både indendørs og udendørs foreningsidræt.

3:07
I aften trænede Skive Atletik- og Motionsklubs løbere sammen igen for første gang efter i tre måneders nedlukning.

Højt humør og sved på panden.

Det er essensen i Skive Atletik- og Motionsklub, efter de mandag aften for første gang siden coronanedlukningen kunne træne i noget, der ligner fuld flok igen.

Derfor var omkring 100 løbere samlet, og det er i stor kontrast til de små grupper af to, som kun har løbet sammen under nedlukningen.

- Det er fantastisk jo. Vi har haft pause i tre måneder jo, så det er på tide, vi kommer i gang igen, siger Tove Schwartz fra Skive. Hun er en af dem, der mandag havde snøret løbeskoene for at teste formen af igen.

Gruppen på de 100 løbere kom dog ikke afsted samtidig. For at mindske smitterisikoen og samtidig overholde forsamlingsforbuddet, der er hævet til 50 personer, var de derfor delt op i mindre grupper.

Generelt var der dog en bred enighed om, at nervøsiteten for at blive smittet ikke var så stor.

- Det er jeg faktisk ikke. Jeg synes, folk er gode til at holde afstand, fortæller Tove Schwartz.

De store smil var fundet frem hos løberne i Skive Atletik- og Motionsklub.
De store smil var fundet frem hos løberne i Skive Atletik- og Motionsklub.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Håber på 200 løbere igen

Før atletik- og motionsklubben løb afsted på landevejene, var det en nervøs tovholder, der havde stablet løbeturen på benene.

- Det er tre måneder siden, vi har været sammen sidst, så vi er meget spændte på, hvordan det kommer til at gå. Er der nogen, der har forladt os? Er halvdelen af klubben mistet formen, så de slet ikke har lyst til at komme i gang igen?, lød spørgsmålene, før løberne mødte op, fra Finn Andersen.

Men alt det blev gjort til skamme, da 100 løbere mødte op, og det medfødte glæde hos tovholderen.

Successen mandag fik efterfølgende drømmene om at komme tilbage til normale tider frem hos Finn Andersen.

- Vi håber da, at vi bliver 200, ligesom vi plejer at være sådan en mandag og onsdags træningsaften. Så det bliver rigtig dejligt, siger Finn Andersen.

Er du en af dem, der skal i gang med træningen igen efter coronanedlukningen, kan det være en god idé at tage den med ro fra start.

Læs gode råd fra den personlige træner Niklas Meier i artiklen her: Fitnesscentre må åbne: Personlig træner kommer med advarsel