Stor demonstration ved minkgrav: Frygter for grundvandet trods myndigheders meldinger

Borgerne er nervøse for deres grundvand, fordi der kommer forskellige meldinger fra myndigheder og eksperter.

Der er nervøsitet hos borgerne i Kølvrå, som ligger tæt på Flyvestation Karup.

quoteDer er ingen på noget tidspunkt, der har kunnet dokumentere med 100 procents sikkerhed, at det på sigt ikke kan komme til at have indflydelse på mig, mine børn og alle mine naboers vand.

Camilla Venø Dal, medarrangør af demonstration

Derfor var der lørdag flere borgere på hovedvejen for at protestere mod netop det, der har startet nervøsiteten: En minkgrav på flyvestationens grund.

Borgerne er nervøse for, at de nedgravede mink kan forurene grundvandet, fordi gravene er placeret tæt på drikkevandsdepotet.

- Det er der, alt vores vand kommer fra. Der er ingen på noget tidspunkt, der har kunnet dokumentere med 100 procents sikkerhed, at det på sigt ikke kan komme til at have indflydelse på mig, mine børn og alle mine naboers vand, siger Camilla Venø Dal, der er medarrangør af demonstration.

Ifølge Camilla Venø Dal har demonstranterne fået god feedback fra forbipasserende bilister og på sociale medier til deres demonstration.

Eksperter og myndigheder uenige

Demonstrationen fandt sted lørdag, selvom myndighederne har sagt, at der ikke er nogen risiko for drikkevandet i Kølvrå.

Men den melding er borgerne i byen ikke enige i.

- Vandvandets eksperter siger, at de er bange for det. Så hvilke eksperter skal vi tro på? Der er så mange beskeder i hver retning. Vi er ikke sikre, siger Camilla Venø Dal.

Det bakker formanden for vandværkerne i Region Midt – og dermed også formand for Kølvrå Vandværk – Niels Christian Ravn, op om.

- Minkgravene ligger lige op til Kølvrå Vandværk. Og med så mange begravede mink, som der er tale om her, så vil det på et eller andet tidspunkt forurene grundvandet, siger han.

Der er gang i nedgravningen af mink ved Flyvestation Karup.
Der er gang i nedgravningen af mink ved Flyvestation Karup.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

”Hvad med om ti år?”

Formålet med demonstrationen var for Camilla Venø Dal at få stoppet nedgravningen af mink og få gravet de mink op, som allerede er blevet gravet ned.

Hun er nemlig bange for, hvad de nedgravede dyr kan gøre ved drikkevandet på sigt.

- Vi er nervøse. Der er enkelte, der tror på myndighederne, men størstedelen af os er meget nervøse. Det kan godt ske, at der ikke sker noget i morgen. Men hvad med om et år, om fem år eller om ti år? Fremtiden for vores grundvand er usikker, og det kan vi ikke leve med, siger hun.

Vil skrive til ministre

For Venstres Kristian Pihl Lorentzen er der også nervøsitet at spore grundet nedgravningen af mink, efter han fredag var på besøg ved minkgraven ved Flyvestation Karup.

Han mener, at Fødevarestyrelsen har lavet en masse fejl, og han frygter, at dette er endnu en.

- Jeg er bange for, at det her hastværk har afstedkommet, at man ikke har varetaget hensyn til miljø og sundhed. Hastværk er lastværk. Det, at man i huj og hast har fundet de her massegrave, giver mig en frygt af, at tingene ikke er undersøgt til bunds, siger Kristian Pihl Lorentzen.

På baggrund af besøget ved minkgraven har Kristian Pihl Lorentzen lørdag sendt 30 konkrete spørgsmål til fødevareministeren, miljøministeren og forsvarsministeren.

Tema

Coronavirus


Læs flere artikler fra Viborg eller i kategorien Samfund.