Steenberg har fået 1.000 henvendelser: - Hvorfor må udlændinge ikke besøge deres kærester i Danmark?

Mange har kontaktet Andreas Steenberg om emnet, som han nu sender videre til justitsministeren. Han håber på en snarlig løsning.

Antje Nicolé Kruse (tv) har ikke set sin kæreste fra Tyskland i ti uger. Og det er helt urimeligt, mener Andreas Steenberg (th). Nu vil han have ministeren til at tage affære.
Antje Nicolé Kruse (tv) har ikke set sin kæreste fra Tyskland i ti uger. Og det er helt urimeligt, mener Andreas Steenberg (th). Nu vil han have ministeren til at tage affære.
Foto: Peter Pedersen / TV MIDTVEST & Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Andreas Steenberg, der er Radikale Venstres udlændingeordfører, er bestemt ikke imponeret over Antje Nicolé Kruses historie.

Lørdag fortalte TV MIDTVEST, hvordan kvinden, der bor i Højmark øst for Ringkøbing, ikke må have besøg af sin kæreste fra hjemlandet, Tyskland.

Det er langt fra en enestående historie under coronakrisen for det radikale folketingsmedlem.

- Anno 2020 er der mange, der ikke er gift. Og jeg har fået op mod 1.000 henvendelser fra mennesker, der ikke må være sammen med deres kærester - også dem, der har været sammen i flere årtier.

- Nogen, der har været sammen som kærester i 30 år, må ikke krydse grænsen, men folk, der har dannet par i et år, må godt, fordi de er gift. Det giver ikke nogen mening, siger han til TV MIDTVEST.

Derfor har han sendt to spørgsmål til justitsminister Nick Hækkerup (S), som han forventer svar på til spørgetime i Folketinget på onsdag.

14 dage før termin

Steenberg har tidligere stillet lignende spørgsmål til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S). Efter egen opfattelse med succes, da det angiveligt fik regeringen til at ændre indrejsereglerne for børn, forældre og nære familiemedlemmer. Nu handler det om kærester.

- Hvorfor må en udlænding, der skal være forælder med en dansk statsborger, først komme på besøg 14 dage før termin, og hvornår vil regeringen definere besøg af en person, man skal være forældre med, som et anerkendelsesværdigt formål til at krydse grænserne?, lyder ét af de spørgsmål, den radikale udlændingeordfører har stillet ministeren.

Og sagerne er vand på hans mølle. Det er nemlig en vigtig kamp for Andreas Steenberg.

- Staten burde beskytte borgernes familie- og kærlighedsliv. Det er helt håbløst.

- Det, der får mig op at ringe, er, at de her mennesker ikke står særlig højt på Socialdemokratiets liste over mennesker, man skal beskytte og prioritere.

- Det er én af mine mærkesager, at kærligheden kender ingen grænser, og at man er beskyttet af sit fældreland, underordnet hvor man finder sin kærlighed henne, uddyber Steenberg.

Én ting er sikkert. Kærestepar på tværs af landegrænser skal nok få lov til at se hinanden igen.

- Selvfølgelig bliver det her lavet om på et tidspunkt. Jeg synes bare aldrig, man skulle have adskilt dem, afslutter Andreas Steenberg i en optimistisk tro på, at det snart bliver muligt for kærestepar at se hinanden igen.

TV MIDTVEST har forsøgt at få en kommentar til Andreas Steenbergs kritik fra Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, men foreløbigt uden held.