Sommeraktiviteter for 200 millioner kroner: Sådan er pengene fordelt

Der er mange muligheder i de midt- og vestjyske kommuner for folkeskoleeleverne. I alt er der fordelt 200 millioner kroner.

Der er rig mulighed for at prøve en masse aktiviteter af i det midt- og vestjyske over sommeren.
Der er rig mulighed for at prøve en masse aktiviteter af i det midt- og vestjyske over sommeren.
Foto: Marc Killigren, TV MIDTVEST

Mange drømmer formentlig om at få del af en pulje på 200 millioner kroner. For alle landets 98 kommuner har det været en realitet, fordi regeringens sommerpulje på netop 200 millioner kroner til at arrangere gratis sommeraktiviteter til skolebørnene er blevet delt ud.

Puljen med de mange penge er tiltænkt som et plaster på såret for det forsømte corona-forår, og derfor har alle landets kommuner budt ind på at få en bid af 200 millioner kroner-kagen.

Listen over aktiviteter til netop skolebørnene er derfor lang. TV MIDTVEST har besøgt nogle af de steder, som har fået tilskyd af sommerpuljen.

To ting i samme hus

I Holstebro Kommune er en af de ting, de unge mennesker kan prøve af, ballet.

Det har Freja Christensen på ni år begivet sig ud i af en helt bestemt årsag.

- Det er fordi, det er noget, jeg godt kunne lide, da jeg var fire år, og jeg kunne godt tænke mig at gå til det igen måske, siger hun om motivationen for at lave de mange yndige bevægelser.

I kælderen under balletundervisningen er der også mulighed for at prøve noget anderledes af i sommerferien. Her er det ikke kroppen, men i stedet en pensel, der er i fokus.

Med maling, lærred og pensel har unge muligheden for at være kreative med at male. Den slags kreativitet kan medføre mange følelser.

- Jeg kunne tænke mig at blive en maler. For mig betyder det kærlighed og fantasi, lyder det fra Karina Kornienko, der er ni år.

Det kan også ganske simpelt være et afbræk fra hverdagen.

- Man sidder bare og hygger, og så er man ikke bare derhjemme og sidder og spiller Fortnite eller sådan noget, siger 11-årige Benjamin Nørby.

Holstebro Kommune har i alt fået 2.180.000 kroner til sommeraktiviteter.

2:35
Mange kommuner har fået en luns af regeringens sommerpulje på 200 millioner kroner til at arrangere gratis sommerakvititeter for skolebørnene.

Pulsen med

I Thisted Kommune har de fået 1,5 millioner kroner til sommeraktiviteter, og også her er de blevet brugt på mange forskellige ting.

En af de aktiviteter, som TV MIDTVEST besøgte, var badminton i Snedsted.

Her kommer pulsen op samtidig med, at børnene lærer hinanden og sportsgrenen med ketcher og fjerbold at kende.

- Man får i hvert fald brugt noget energi, fortæller ni-årige Nicolai Dalbøl Skammelsen.

Hvis du vil se, hvad der er af sommerferieaktiviteter i dit område, kan du finde det på din kommunes hjemmeside.

Vil du se, hvad der er af sommerferieaktiviteter i dit område, så find det på din kommunes hjemmeside.