Smitteudbrud på plejehjem: En død og ti smittede

På et plejehjem ved Herning er flere beboere og ansatte smittet med coronavirus, og en beboer er afgået ved døden efter smitten.

Der er smitteudbrud på plejehjemmet i Lind.
Der er smitteudbrud på plejehjemmet i Lind.
Foto: Louise Harkjær Møller / TV MIDTVEST

På Lind Plejecenter ved Herning har der hen over weekenden været et større udbrud af coronasmitte.

En beboer med corona er afgået ved døden, mens ti andre er smittede. Fire af de smittede er ansatte, som er sendt hjem fra arbejde og i isolation.

Hvordan smitten er kommet ind på plejecenteret vides ikke. Men det ærgrer Herning Kommunes direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse, Søren Liner Christensen, at coronavirus overhovedet er kommet ind på hjemmet med de mange ældre.

- Det er rigtig ærgerligt, at det finder sted på et plejehjem, hvor mange er udsatte. Det er ikke godt, men vi bliver nødt til at acceptere det. Der vil komme små smitteudbrud den kommende tid, siger Søren Liner Christensen.

Han påpeger, at det er en alvorlig situation, men at kommunen er i gang med at teste alle på plejehjemmet samt personer, der har været på besøg på plejehjemmet. 

For at undgå at flere rammes af virussen, er alle de smittede i isolation.

- Vi gør det sædvanlige, hvor alle bliver testet og isoleret. Så vi prøver at undgå, at der opstår flere smittetilfælde, siger Søren Liner Christensen.

De fleste er vaccineret tredje gang

På Lind Plejecenter er langt de fleste beboere vaccineret tre gange, men alligevel kan smitten ramme.

- Der er stadig smitte i vores samfund, så vi kan ikke undgå det, siger Søren Liner Christensen

Lind Plejecenter er det eneste plejehjem i Herning Kommune, der er smittet i øjeblikket. Ifølge Søren Liner Christensen er det længe siden det sidste coronaudbrud på et af kommunens plejehjem.