Skolestart for fysioterapeutstuderende er mærket af corona

Et nyt hold studerende starter i dag på VIA i Holstebro, og efter der næsten har været lukket et halvt år, er skolestarten noget anderledes.

Skolestarten på fysioterapeutuddannelsen er præget af corona. Der er stor fokus på hygiejnen, og festerne er aflyst.
Skolestarten på fysioterapeutuddannelsen er præget af corona. Der er stor fokus på hygiejnen, og festerne er aflyst.
Foto: Privatfoto

Studiestart med afstand og uden alkohol og fredagsbar.

Det er virkeligheden for de mange studerende, der i disse dage starter deres videregående uddannelse, og i et fag som fysioterapi kan afstanden være svær.

- Den type uddannelse, som vi har her, der har man brug for at arbejde tæt sammen og gøre ting med hinanden, fortæller Lene Kirk, der uddannelsesleder på fysioterapeutuddannelsen i Holstebro.

Hun fortæller, at det er nødvendigt at lære at arbejde tæt med mennesker, og derfor er eleverne blevet inddelt i stamhold, hvor de i mindre grupper får lov til at komme tæt på hinanden.

I situationer, hvor eleverne skal have meget tæt kontakt, kommer de til at skulle bære mundbind, for at mindske smitterisikoen.

Rusforløbet er aflyst

Det har længe været en tradition, at nye studerende bliver rystet sammen igennem fester, hytteture og andre arrangementer, hvor eleverne kan komme tæt på hinanden, men på grund af covid-19 er festen aflyst.

- Det var da helt klart noget, man havde set frem til. Alle snakker om rustur og hytteturen, så det havde jeg set frem til, men jeg tror sagtens, vi kan lære hinanden at kende alligevel. Allerede i dag har vi aktiviteter, hvor vi skal i træningstøjet, og på fredag skal vi lære hinanden at kende med nogle ryste sammen-øvelser, fortæller Sofie Taulbjerg Slot, der lige er startet på fys-uddannelsen.

VIA følger de retningslinjer, der er kommet fra myndighederne, og derfor har de valgt at aflyse det klassiske introforløb, hvor der kan være stor risiko for at smitte skolekammeraterne.

- De aktiviteter, der går på tværs af holdende og uddannelserne, dem kan vi ikke gennemføre, fordi det øger risikoen for smittespredning, og det er rigtig ærgerligt, fordi det er med til at sætte noget kulør og give de studerende nogle gode oplevelser sammen, siger uddannelsesleder Lene Kirk.

Hun ved, hvor stor betydning det sociale kan have for eleverne, også når man snakker faglighed, men fortæller at de er nødt til at tilpasse hverdagen, så man kan være sammen på andre måder.