Simone må endelig komme i skole igen: Jeg ryster helt, fordi jeg glæder mig så meget

Simone Kristensen kunne i dag endelig begynde i skole igen. Det betød et farvel til hjemmeskolen på værelset og goddag til et rigtigt klasselokale, kammerater og lærere på Christinelystskolen i Lemvig.

Simone Kristensen fra Lemvig kan i dag endelig møde sine klassekammerater og lærere på Christinelystskolen efter to måneder derhjemme.
Simone Kristensen fra Lemvig kan i dag endelig møde sine klassekammerater og lærere på Christinelystskolen efter to måneder derhjemme.
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

Sommerfuglene i Simone Kristensens mave har raset rundt hele morgenen.

For i dag må hun sammen med resten af landets 6.-9.klasseelever endelig begynde i skole igen.

- Jeg glæder mig virkelig meget. Jeg ryster helt, fordi jeg glæder mig så meget, fortæller Simone Kristensen fra Lemvig.

Hun har gået i skole derhjemme i to måneder, og det blev meget hårdere for en måned siden, da hendes lillesøster Sarah Kristensen, der går i 4. klasse, måtte begynde i skole igen.

Tilbage efter to måneder: - Det bliver mærkeligt

Hverdagen som elev i 6. klasse kalder. Det betyder faste mødetimer, klasseundervisning og ikke mindst klassekammerater.

Og det er altså længe ventet for Simone Kristensen.

- Det har været hårdt ikke at se resten af klassen, fordi man bare har været herhjemme. Der har ikke været andet at lave end bare at lave lektier. Det har været hårdt, fortæller hun.

Simone Kristensen har ikke snakket med sine lærere over Skype eller lignende. Kontakten er sket over mail og Aula, og derfor bliver det helt anderledes, når undervisningen skal til at foregå mund til mund i stedet for mail til mail.

- Jeg tror, at det bliver mærkeligt, fordi man ikke har set lærerne og eleverne i virkelig lang tid, siger Simone Kristensen.

2:35
Sådan så det ud, da hverdagen pludseligt blev en helt anden. Hvordan klarer man den nye situation i en helt almindelig børnefamilie? Vi har kigget inden for hos familien Kristensen i Lemvig. Se indslaget her.

Pia Kristensen, der er mor til de to piger, kan godt skrive under på, at i dag er en særlig morgen.

- Situationen er ret fantastisk. Jeg har to piger, der skal i skole i dag. De skal afsted begge to. Sarah har været afsted nogle uger nu, og Simone hun er så glad, for nu er det endelig hendes tur til at komme i skole, lyder det.

Seneste uger har været særlig hårde

Den 15. april kunne elever i 0.-5. klasse vende tilbage til skolerne.

Og det var en hård besked for Simone Kristensen, der havde håbet, at hun kunne vende tilbage - men det var altså kun lillesøster.

- Det hårdeste var, når hun kom hjem og fortalte om sin dag og sagde, hvor god en dag hun havde haft i skolen, hvem hun havde været sammen med, og hvordan det var gået, fortæller Simone Kristensen.

Det påvirkede humøret på pigeværelset, hvor der fortsat skulle laves lektier.

- De første to uger var rigtig hårde, for der var Simone virkelig træt af det. Hun var de første mange uger rigtig produktiv, men til sidst blev hun ret opgivende, fortæller Pia Kristensen.

Pia Kristensen arbejder hjemme som kunderådgiver ved ATP, og derfor har hun efterhånden vænnet sig til at have sine to piger derhjemme.

- Jeg er jo ret privilegeret, hvis du spørger mine kolleger, fordi i løbet af formiddagen, så kommer der en smoothie ind på bordet eller friskbagt franskbrød. Så det bliver da lidt tomt, siger Pia Kristensen.

Det er første dag siden den 16. marts, at 6.-9. klasseelever må komme tilbage til folkeskolerne.