Serie 2-træner om nye restriktioner: - Man kan sige mange grimme ord om det her

Udsigten til i ugevis at skulle undvære foreningslivet i den lokale fodboldklub er hård at sluge for serie-træner i kølvandet på regeringens nye restriktioner.

Serie 2-træner i Mejrup GU, Lasse Baunbæk Staunstrup.
Serie 2-træner i Mejrup GU, Lasse Baunbæk Staunstrup.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Ærgrelsen var lørdag stor på Mejrup GUs fodboldbaner.

For med et forsamlingsforbud der igen indskrænkes fra 50 til 10 personer, er fodboldsæsonen nu slut før tid for det lokale serie 2-hold.

Det betyder med andre ord et farvel til holdkammerater og socialt samvær i denne ombæring.

- Man kan sige mange grimme og trælse ord om det her. Det kan ikke beskrives, hvor ærgerligt det er, lyder det fra træner Lasse Baunbæk Staunstrup.

- Det er derfor, vi kommer. Det er derfor, jeg gider komme to gange i ugen, selvom man måske er blevet for gammel til at spille fodbold. Jeg kan ikke slippe omklædningsrummet. Øllene smager altså bare bedre, når man har vundet og spillet fodbold, end de gør, når man ikke har spillet fodbold, lyder det.

Mejrups serie 2-træner Lasse Baunbæk Staunstrup smiler efter en sidste eftermiddag med fodboldgutterne i denne omgang. Men han er brandærgerlig over udsigten til det manglende sociale samvær. 
Mejrups serie 2-træner Lasse Baunbæk Staunstrup smiler efter en sidste eftermiddag med fodboldgutterne i denne omgang. Men han er brandærgerlig over udsigten til det manglende sociale samvær. 

DGI-formand: Foreningerne er pressede

Serie 2-holdet i Mejrup er bare et af mange hold, der bliver påvirket af de nye restriktioner. Generelt er foreningslivet hårdt ramt under coronakrisen.

- Foreningerne er pressede i forvejen. Både økonomisk og i forhold til manglen på fællesskab, siger Per Østergaard, der er formand hos DGI Vestjylland.

Per Østergaard, formand, DGI Vestjylland. 
Per Østergaard, formand, DGI Vestjylland. 
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

DGI-formanden både håber og tror dog på, at nedlukningen ikke kommer til at føre store konsekvenser med sig, når der skal konkluderes på den næste tids skærpede restriktioner.

- Hvis vi løfter i flok, kommer vi over det. Så tror vi på, vi nok skal komme ud på den anden side.

Mejrups serie 2-herrer vandt sæsonens sidste kamp over Spjald med 1-0 og slutter dermed på andenpladsen, der giver retten til at spille om oprykning til serie 1.

Om oprykningskampen kan gennemføres på grund af corona-situationen er endnu uvist.

2:04
De midt- og vestjyder, der dyrker holdsport på amatørplan, skal i mindst de næste fire uger indstille sig på en noget anderledes træning og en del aflyste kampe.