Højeste niveau i 10 år: Sådan udvikler boligpriserne sig i din kommune

Det er det stigende salg af boliger, der presser salgspriserne op på det højeste niveau i 10 år, skriver Boligsiden.

Arkivbillede.
Arkivbillede.
Foto: Martin Ballund / Ritzau Scanpix

Mange ting er under coronakrisen gået ned i tempo eller helt i stå.

Det er imidlertid ikke tilfældet for boligpriserne i mange kommuner i Midt- og Vestjylland. 

Nye juni-tal fra Boligsidens Markedsindeks viser nemlig, at der er stigninger i salgspriserne på alle boligtyper.

Faktisk er boligpriserne steget så meget, at det er på det højeste niveau i de seneste 10 år, hvis man ser på kvadratmeterpriserne for villaer, rækkehuse, ejerlejligheder og sommerhuse.

- Da Danmark lukkede ned i midten af marts, havde ingen forudset, at vi lidt over tre måneder senere ville se rekordhøje salgspriser. Tværtimod var vi mange, der forventede et fald i priserne. Men indtil videre er det store fald udeblevet, og det skyldes i høj grad den forrygende stigning i boligsalget, som vi har set på det seneste, siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, til hjemmesiden.

Boligsidens opgørelse er lavet ud fra den gennemsnitlige kvadratmeterpris set over det seneste år for villaer og rækkehuse.

Thisted med helt i top

På listen over, hvilke kommuner der har oplevet de største prisstigninger set over det seneste år, er Thisted Kommune nummer to.

Den gennemsnitlige kvadratmeterpris for solgte boliger er her steget med 11,4 procent fra 7130 kroner i juni 2019 til 7946 kroner i juni 2020.

På femtepladsen over største procentmæssige stigninger er Struer Kommune, som er gået fra 7421 kroner per kvadratmeter til 8109 kroner. Det svarer til en stigning på 9,3 procent.

Yderligere to kommuner fra Midt- og Vestjylland er i top 10 over kommuner med størst prisstigning.

Her er Morsø Kommune gået fra 5174 kroner per kvadratmeter til 5646 kroner, som er en stigning på 9,1 procent.

Holstebro Kommunes boligpriser er steget med 8 procent fra 10.292 kroner til 11.120 kroner per kvadratmeter.

I den modsatte ende af skalaen er Skive Kommune den kommune i landet, der har oplevet den største nedgang i kvadratmeterpris på solgte boliger. Den er faldet med 14,1 procent fra 7100 kroner til 6096 kroner.

Sværere at få nedslag

Hvis man går og drømmer om at købe hus lige nu, kan det blive svært at finde det rigtige. Der er nemlig rekordlavt udbud af boliger lige nu over det meste af landet.

Set på landets fem regioner er det kun Region Nordjylland, hvor udbuddet af boliger ikke er rekordlavt. Men det er stadig lavt set historisk, skriver boligsiden.

Ser man på de foreløbige tal for juli i år og sammenligner med samme måned i 2019 for villaer og rækkehuse, er der i Region Midtjylland 13,7 procent færre boliger til salg, mens det tal for Region Nordjylland er 3,5 procent.

Den tendens gør, at det er svært at nå til enighed med sælger om et nedslag i prisen.

- De foreløbige handelstal for juni måned tegner et billede af endnu en måned med meget høj handelsaktivitet. Der er med andre ord mange købere til boligerne, og samtidig ser vi, at det bliver fortsat sværere for køberne at forhandle sig frem til et nedslag i prisen. Det bidrager til at presse priserne op på både villaer og rækkehuse men også på sommerhuse og ejerlejligheder, siger Birgit Daetz fra Boligsiden.