Savner hinanden helt vildt: Søren og Jeppe glæder sig til at skulle i skole igen

Fire uger er lang tid uden sin bedste ven, men nu skal Jeppe og Søren snart ses igen.

Normalt er Jeppe Hemberg på 12 år og Søren Sværke Jakobsen på 11 år fra Harboøre sammen næsten hele tiden. Derfor har det også været hårdt for de to drenge, at de nu ikke har set hinanden i fire uger på grund af risikoen for smitte med coronavirus.

quoteJeg kan mærke, han begynder at blive mere og mere rastløs. Han er mere på computeren og snakker mere i telefon

Henriette Sværke Jakobsen, mor til Søren, Harboøre

- Det er ikke så dejligt, synes jeg. Vi plejer at have det rigtigt sjovt sammen, fortæller Jeppe Hemberg.

Det er hans bedste ven helt enig i. Han savner også at have det sjovt med sin ven.

- Nogle gange så plejede vi at tage hjem til hinanden efter skole, så vi kunne hygge, siger Søren Sværke Jakobsen.

De to drenge spiller lige nu computer sammen hver dag, men Sørens mor kan tydeligt mærke, at det ikke helt er nok.

- Jeg kan mærke, han begynder at blive mere og mere rastløs. Han er mere på computeren og snakker mere i telefon, så på den måde savner han ham, forklarer Henriette Sværke Jakobsen. 

Drengenes lærer Mona Andersen savner også sine elever.
Drengenes lærer Mona Andersen savner også sine elever.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Ventetiden er ovre

De to drenge skal dog snart se hinanden igen, for på onsdag åbner Harboøre Skole igen for de yngste elever, og her går de i 5. Klasse sammen. Det glæder de sig til.

- Jeg vil hellere være sammen med dem end spille med dem, siger Jeppe.

- Det bliver rigtigt sjovt, fortæller Søren.

Og det er ikke kun de to drenge, der glæder sig til, at skolerne åbner. Også deres lærer Mona Andersen ser frem til, at børnene skal tilbage i skole.

- Jeg savner dem jo fuldstændigt forfærdeligt hver dag. Vi har jo en hverdag sammen, siger hun.

Det bliver dog ikke helt som før.

- Det bliver en anderledes skoledag. De kommer til at sidde væk fra hinanden, vi skal vaske hænder og alle de her ting, siger lærer Mona Andersen.


Læs flere artikler fra Lemvig eller i kategorien Samfund.