Så er der liv i frisørsalonerne: - Det er som første skoledag

De midt- og vestjyske frisører glæder sig over at være i gang igen, og det gør ikke spor, at de kan se frem til nogle lange dage.

3:38
Anna-Marie Busk fra Bjerringbro fortæller, at hun stort set ikke har haft en saks i hånden i tre måneder.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

De har ventet og ventet.

Coronanedlukningen har været en sej omgang for både frisører og langhårede kunder, men fra tirsdag morgen var der atter liv i de midt- og vestjyske frisørsaloner. 

Nu kan kunderne igen blive klippet, hvis de har orden i coronapasset.

- Det er megafedt. Her til morgen havde jeg det, ligesom jeg skulle starte i skole første dag. Jeg har ikke haft en saks i hånden i de tre måneder, vi har været lukket ned, så i går tænkte jeg, at jeg hellere lige måtte prøve at klippe min mand, siger Anna-Marie Busk, der er medejer af City Salonen i Bjerringbro.

Den midtjyske frisør kan se frem til nogle lange dage med en tætpakket kalender. Men det gør ikke noget, for både hun og kunderne glæder sig.

- Det bliver nogle hårde dage, men det bliver også sjovt

Sådan er billedet også i Klippestudiet Viborg, hvor indehaver Annette Højgaard og personalet er klar til at give den en skalle de kommende dag.

Annette Højgaard fra Klippestudiet Viborg.
Annette Højgaard fra Klippestudiet Viborg.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

- Vi har flere gange troet, at nu fik vi lov til at åbne igen. Men nu er det nu, og vi er bare så klar og glæder os alle sammen, siger hun.

Annette Højgaard fortæller, at hun ikke har opholdt sig ret meget i salonen under nedlukningen - simpelthen fordi det var en mærkelig fornemmelse at gå rundt i salonen uden at måtte arbejde.

- Jeg har været selvstændig i 30 år og har været vant til at være herre i eget hus. Lige pludselig blev man så frataget retten til selv at bestemme. Men nu er vi her igen, og det er fedt. Det bliver nogle hårde dage, men det bliver også sjovt, siger Annette Højgaard.