Rystet over betjent uden værnemidler: - Det er skide farligt

Politiet er undtaget kravene om at bære mundbind. Det forarger Niels Hørup, der blev standset af en betjent helt uden værnemidler.

2:02
Niels Hørup fra Salling undrer sig over, at politiet er fritaget kravet om mundbind, når de stopper borgere til kontrol.

- Det er skide farligt, der kører sådan en politibil rundt og stopper folk, den ene efter den anden.

Ordene kommer fra tidligere tandlæge Niels Hørup.

På vej ind i Skive så han blå blink i bakspejlet og trak ind til siden, da han så, det var en politibil.

Det var en helt almindelig rutinekontrol.

- Betjenten kom med sådan en til at puste i for at høre, om jeg havde fået noget at drikke. Og det havde jeg ikke, fortæller Niels Hørup fra Salling.

Han undrede sig over, at ordensmagten hverken havde mundbind eller engangshandsker på.

- Det her er jo potentielt farligt.  Hvis jeg er smittet, så kan jeg jo smitte ham.

Og hvem har han fat i før mig, og hvem har han fat i efter mig, spørger Niels Hørup.

Erkender fejl

Når det gælder smitte i en pandemi, ved han formentlig, hvad han taler om. Niels Hørup har arbejdet på universitetet i Aarhus, og der er han blevet uddannet som epidemiolog.

Spørgsmål: Kunne du ikke have taget dit eget mundbind på?

- Jo, det kunne jeg godt, men det tænkte jeg ikke over før bagefter, svarer Niels Hørup.

Politiet erkender, at betjenten begik en fejl.

- Han skulle have haft handsker på, når han foretager en udåndingsprøve, og det er af hensyn til ham selv, siger Poul Vestergaard-Lau, vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Men udover de manglende handsker, så var det helt efter bogen, vurderer vicepolitiinspektøren.

- Vores retningslinjer tilskriver ikke, at der skal være værnemidler på. Det er fordi, vi har vurderet ud fra den her situation, at der behøver vi ikke at have det.

Havde sprittet hænder

Den forklaring køber Niels Hørup kun delvist.

- Det er også fair nok, at det er på den måde, men derfor man kan jo godt bruge sin logiske sans og så passe på så meget som muligt. Jeg synes jo også, at han skulle passe på sig selv, så politiet ikke bliver sygt, lyder det fra den tidligere tandlæge.

Politiet fastholder, at betjenten havde taget sine forholdsregler.

- Den her pågældende medarbejder, har jeg talt med. Han havde ikke handsker på, men i stedet for havde han sprittet hænder af, inden han gik til bilisten. Han sprittede hænder af, efter han gik tilbage til patruljevognen.

Spørgsmål: Men er det godt nok?

- Ja, det tænker jeg, svarer Poul Vestergaard-Lau.

Nu håber Niels Hørup, at politiet fremover vil bruge flere værnemidler.

- Jeg håber da, at der er nogen, der tager det her alvorligt og så får lavet om på procedurerne, fordi det er skide farligt, der kører sådan en politibil rundt og stopper folk, den ene efter den anden.