Richard giver coronaen kamp til stregen: - Han er på vej tilbage til os

71-årige Richard Riisgaard fra Kjeldbjerg, der de sidste tre uger har kæmpet for sit liv, er nu i bedring.

Richard og Birthe Riisgaard er her fotograferet ved deres guldbryllup, få dage før han blev indlagt.
Richard og Birthe Riisgaard er her fotograferet ved deres guldbryllup, få dage før han blev indlagt.
Foto: Privatfoto

Langt om længe kan familien til 71-årige Richard Riisgaard se lys for enden af tunnelen.

I de seneste tre uger har deres far og ægtemand gennem 50 år kæmpet en sej kamp mod sygdommen COVID-19. En kamp, som han en overgang så ud til at tabe, men han er nu i bedring.

- Det har lettet en kæmpe sten fra vores hjerter og sind. Han har stadig en hård kamp foran sig, men han er på vej tilbage til os. Vejen er lang, men han er på vej, og det kan slet ikke beskrives, hvor dejligt det er, fortæller Marie Riisgaard, der er en af Richard Riisgaards to døtre.

Richard Riisgaard har ligget i respirator og dyb koma siden 18. marts. Han får stadig hjælp af en respirator til at trække vejret, men personalet på Viborg Sygehus har de sidste fem dage trukket ham mere ud af komaen, så han nu begynder at komme til sig selv igen.

- Han er stadig meget træt, forvirret og konfus, men der har været små tegn på fremgang hver dag siden, siger Marie Riisgaard.

Nu er det næste mål, at Richard Riisgaard slipper fri fra den respirator, som indtil nu har holdt ham i live.

- Han har trænet uden respiratoren hver dag siden torsdag. I starten var det 10 minutter ad gangen. I går var han uden den hele formiddagen. Han er mega sej, siger Marie Riisgaard.

Videoopkald fra sygehuset

Richard Riisgaard blev syg med feber og hoste efter parrets guldbryllup den 11. marts. Sygdommen tog voldsomt ved de efterfølgende dage, og han blev derfor indlagt. Siden har familien ikke set eller snakket med ham. Det vil sige lige ind til i fredags, hvor en sygeplejerske hjalp familien med en genforening over FaceTime.

- Det var så ubeskrivelig dejligt og uvirkeligt. Han kunne høre os og reagerede, siger Marie Riisgaard.

På det tidspunkt var det 18 dage siden, at familien sidst havde set og hørt deres far og ægtemands stemme. 18 dage med uvisheden om det nogensinde ville ske igen.

 - Vi blev helt svage i benene, og pulsen og adrenalinen var helt oppe i skyerne, og der gik lang tid, før det sank ind, at vi virkelig havde talt med ham, siger Marie Riisgaard.

1:07
Richard Riisgaard fra Kjeldbjerg, der er så alvorligt syg af Covid-19, at han lige nu kæmper for sit liv på Regionshospitalet i Viborg.

Fysikken bliver redningen

Richard Riisgaard lider af lungesygdommen KOL, men den pensionerede militærmand var i god fysisk form, og så sent som i februar stod han 30 kilometer på langrendsski i forbindelse med Vasaløbet i Sverige. Den gode fysik kan blive hans redning tilbage til livet.

- Lægerne har flere gange fortalt os, at det har været en afgørende faktor, at han både var stærk fysisk og psykisk, fortæller Marie Riisgaard.

Mødet med coronavirussen har kastet familien Riisgaard ud i den værste rutsjebanetur, man kan forestille sig. Nu er der dog endelig håb, og det giver overskud til at takke dem, der har hjulpet Richard Riisgaard undervejs.

- Personalet på Viborg Sygehus har været yderst professionelle, venlige, forstående, modige og helt fantastiske, siger Marie Riisgaard.