Retssager i Thisted bliver udskudt eller flyttet til Holstebro

På grund af nedlukningen af blandt andet Thisted Kommune vil en del retssager i Retten i Thisted den kommende tid enten blive udsat eller flyttet til Retten i Holstebro.

Mange retssager fra Retten i Thisted bliver enten udskudt eller flyttet til Retten i Holstebro.
Mange retssager fra Retten i Thisted bliver enten udskudt eller flyttet til Retten i Holstebro.

Borgere, der skulle møde i retten i Thisted de næste fire uger, kommer formentlig til at skulle møde i Retten i Holstebro i stedet. I hvert fald, hvis de bor i Morsø Kommune.

Retten i Thisted er en underafdeling af Retten i Holstebro, og her bliver sager med borgere fra Thisted og Morsø Kommuner behandlet. Men på grund af nedlukningen af syv nordjyske kommuner kan borgere fra Morsø Kommune de næste fire uger ikke komme til Thisted.

- Borgerne kan forvente, at mange af sagerne vil blive flyttet til Holstebro, men der også nogle sager, der vil blive udsat, siger Christian Schou, der er retspræsident hos Retten i Holstebro.

De sager, der vil blive udsat, er især dem, hvor borgere fra Thisted er involveret. Retten i Thisted har nemlig ikke personale, der bor i kommunen, som kan afvikle retssager. Noget af det eneste, der fortsat kan blive afviklet i Thisted, er fogedforretninger.

- Medmindre sagen er kritisk, kan vi ikke afvikle retssager i Retten i Thisted. Det vil sige, at sager med Thisted-borgere er vi nødt til at udsætte, hvorimod sager med morsingboer kan vi flytte til Holstebro, forklarer Christian Schou.

Det er en dommer, der afgør, om sagen er så kritisk, at den ikke kan udsættes, og derfor skal afvikles i Retten i Thisted trods restriktionerne.  

Retten i Thisted er en afdeling af Retten i Holstebro, hvor Christian Schou er retspræsident.
Retten i Thisted er en afdeling af Retten i Holstebro, hvor Christian Schou er retspræsident.
Foto: Frederikke Dammark, TV MIDTVEST

Påvirker også retssager i Holstebro

De skærpede restriktioner i Thisted Kommune kan også komme til at påvirke retssager, der kører i Retten i Holstebro.

- Hvis eksempelvis advokater, lægdommere eller vidner bor i en af de berørte kommuner i Nordjylland, så kan de ikke komme til Retten i Holstebro, siger retspræsidenten.

Han fortæller, at der allerede i den kommende uge er sager fra Retten i Thisted, der er blevet udsat og flyttet til Holstebro.

Indtil videre gælder restriktionerne indtil den 3. december.