Restaurant-formand om mulige restriktioner: - Man kan ikke være bekendt at behandle os på den måde

TV2 erfarer, at nye corona-restriktioner blandt andet vil indebære en opfordring om at aflyse julefrokoster. Formanden for Danmarks Restauranter og Caféer er utilfreds med behandlingen fra myndigheder og ministerirer.

Onsdag klokken 18:30 holder statsministeriet pressemøde, hvor blandt andre restauranternes skæbne står på spil.
Onsdag klokken 18:30 holder statsministeriet pressemøde, hvor blandt andre restauranternes skæbne står på spil.
Foto: Lasse Hagelund Uttrup TV MIDTVEST

Når statsminister Mette Frederiksen onsdag aften holder pressemøde om kommende corona-restriktioner, er landets restauranter og caféer blandt dem, restriktionerne kan få konsekvenser for. 

Epidemikommissionen anbefaler ifølge TV 2's oplysninger, at man blandt andet aflyser de julefrokoster, man måtte have i kalderen.

Færre julefrokoster betyder færre besøgende på landets restauranter, og det vækker bekymring hos Jacob Niebuhr, der er formand for Danmarks Restauranter og Caféer. 

-  Vi er dybt frustrerede. Man kan ikke være bekendt at behandle os på den måde, siger Jacob Niebuhr. 

Restaurantsformanden er blandt andet utilfreds med den manglende inddragelse, som restauranter og caféer har haft på de beslutninger, der bliver truffet, når nye restriktioner bliver vedtaget. 

- Jeg tror, alle har vidst, at det her ville komme til at ske. Alligevel har man gået naivt rundt siden sommer, som om det ikke ville ske. Nu har vi øvet os i to år på det her. Vi har forsøgt at få ministerier og myndigheder i tale siden sommer, men det har altså ikke været muligt, siger han.

- Om vinteren sætter man vinterhjul på bilerne og fylder salt i hallerne, så man er klar, hvis snevejret kommer. I dette tilfælde rammer vinteren hårdt, men vi kører stadig rundt på sommerhjul og uden salt på vejene, uddyber han. 

Ikke uenig i restriktioner

Jacob Niebuhr understreger, at han ikke er uenig i, at nye restriktioner kan blive en realitet efter pressemødet onsdag aften klokken 18:30.

- Det har jeg ikke forstand på, siger han. 

Til gengæld stiller han sig uforstående overfor den manglende inddragelse og samarbejdsvillighed, som myndigheder og ministerier har udvist. 

Helt konkret ville Jacob Niebuhr gerne have drøftet, hvordan medarbejderne på landets restauranter ville være stillet i tilfælde af en ny nedlukning, ligesom han gerne ville have styr på gældsafviklingen fra tidligere nedlukninger. 

- Det ville ikke være så hårdt, hvis vi vidste, hvordan vi er stillet, og hvordan vores rettigheder er. Min appel er derfor, at man inddrager alle relevante parter i det her, for ingen mennesker kan løse alting selv, afslutter Jacob Niebuhr.