Rejsearrangør raser over nye rejsevejledninger: - Det er voldsomt frustrerende

Fatal og meget alvorlig. Søren Riis, medejer af Riis Rejser, lægger ikke fingrene imellem, når han skal sætte ord på regeringens pludselige lempelser af rejseforbuddet.

Søren Riis er den ene halvdel af brødreparret bag rejseselskabet Riis Rejser. Han mener, at regeringens lempelser af rejsevejledningerne har gjort ondt til værre.
Søren Riis er den ene halvdel af brødreparret bag rejseselskabet Riis Rejser. Han mener, at regeringens lempelser af rejsevejledningerne har gjort ondt til værre.
Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen / TV MIDTVEST

Frankrig, Holland, Belgien, Schweiz, Østrig, Italien, Kroatien, Polen, Tjekkiet og listen fortsætter lidt endnu.

En tydeligt påvirket medindehaver af Riis Rejser i Lemvig, Søren Riis, remser alle de lande op, som selskabet har måttet aflyse ture til. Især regeringens slingrekurs får ham op i det røde felt.

- For tre uger siden var meldingen klokkeklar: Danskerne kommer til at holde sommerferie derhjemme eller i Tyskland, Island, Norge og på Færøerne. På den baggrund har vi selvfølgelig annulleret alle vores afgange til andre lande, siger Søren Riis, den ene halvdel af brødreparret bag rejseselskabet.

Dermed har selskabet også refunderet rigtig mange penge til de kunder, som har bestilt en pakkerejse og dermed har krav på refusion via rejsegarantifonden. Noget, Søren Riis betegner som en økonomisk endefuld.

- Nu kommer der så pludselig en kontramelding om, at nu må vi godt rejse alligevel. Jeg håber, at rigtig mange danskere kan forstå, hvor frustrerende det er for os som arrangører og for alle vores kolleger i branchen.

Fatal kovending

Ifølge Søren Riis er regeringens beslutning om at åbne for rejser til flere lande i udlandet alvorlig. Faktisk kalder han beslutningen om at vende den oprindelige udmelding ryggen for fatal.

- Det er jo ikke sådan, at vores kunder kommer igen. De har jo bestilt en anden form for sommerferie, eller også bliver de hjemme. Det gælder alle selskaber i branchen, at det vi har tabt, det får vi ikke tilbage i den her sommer, siger han.

Og selvom den oprindelige udmelding om et rejseforbud frem til 31. august også var for bombastisk i rejsearrangøren ører, så gør annulleringen faktisk, at situationen går fra ondt til værre.

- Fordi vi bliver kastet rundt. Vi har afbrudt vores aftaler med hoteller, leverandører og busvognmænd, og vi har opsagt medarbejdere. Og nu kommer man pludselig med en åbning. Det er nyttesløst.

Uforudsigelighed er ikke en undskyldning

Det, at corona-pandemien er en uforudsigelig størrelse, som forandres nærmest dagligt i udbrud og smittetryk, er ikke en undskyldning for regeringens usikre håndtering af rejseforbuddet, mener Søren Riis.

- Det blev meldt så definitivt og bombastisk ud, at grænserne ville forblive lukkede frem til 31. august, i stedet for at man tog tre uger ad gangen. At man så under tre uger efter fortryder og revurderer, det er nærmest useriøst, siger han og fortsætter:

Søren Riis forventer ikke at sende gæster til andre lande end Tyskland, Island, Danmark og Norge. De lande, der var omfattet af det oprindelige rejseforbud.
Søren Riis forventer ikke at sende gæster til andre lande end Tyskland, Island, Danmark og Norge. De lande, der var omfattet af det oprindelige rejseforbud.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

- Jeg er forbløffet, jeg er overrasket, og jeg ved, hvilke konsekvenser det har for vores forretning og branchen, som er voldsomt påvirkede af den her kovending.

Han er overbevist om, at der vil blive booket nye rejser, men det bliver ikke via Riis Rejser, da alle deres rejsemål er blevet afbestilt. Og Søren Riis vurderer, at langt størstedelen af deres konkurrenter er i samme båd.

- Havde man nu taget en måned ad gangen og meldt ud, så havde vi måske ikke aflyst det hele. Det er naivt at tro, at vi kan sætte en hel masse op og få det solgt lynhurtigt, siger han.