Region Midtjylland forsøger at justere vaccinationsstrategi: Svage og ældre skal helst ikke køre efter det

Region Midtjylland forsøger nu at gøre det muligt at vaccinere svage og ældre decentralt. Hvis vaccinerne tillader det.

Hvor mange og hvornår bliver afgørende for, i hvilket omfang Region Midtjylland kan vaccinere folk lokalt.
Hvor mange og hvornår bliver afgørende for, i hvilket omfang Region Midtjylland kan vaccinere folk lokalt.
Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Coronakrisen er usikker. Vaccinationsvejene har vist sig også at være udfordrede.

Men Region Midtjylland vil nu gerne justere sin vaccinationsstrategi. I det omfang, det er muligt.

- Der er nogle ældre og svage borgere, der synes, at det hidtidige forløb har været lidt anstrengende, fordi den vaccine, vi har haft til rådighed, ikke kunne flyttes med. 

- Nu får vi forhåbentlig nogle vacciner, der er lidt lettere at flytte med. Måske endda nogen, som den praktiserende læge kan tage med. Vi vil gøre det så decentralt som muligt for dem, der ikke har mulighed for at flytte sig ret meget, siger Carsten Kissmeyer (V), som er 2. næstformand i det midtjyske regionsråd, til TV MIDTVEST.

De praktiserende lægers organisation, PLO, sagde i sidste uge, at lægerne gerne vil hjælpe med at vaccinere. Den håndsrækning vil regionen nu gerne imødekomme. Delvist i hvert fald.

- I praksis kommer det til at betyde, at de praktiserende læger måske kan få vaccinen og så tage sig af deres egne svage patienter.

Hvorfor er det ikke alle borgere, man tilbyder den her vaccinationsform?

- Det kunne man måske også godt. Men realiteten er, at de praktiserende læger har meget travlt. Det vil være lettere, at vi, der er mobile, kan køre ind og blive vaccineret, når det passer os.

Det er ikke tilfældigt, at ord som 'forhåbentlig' og 'måske' indgår i Kissmeyers udtalelser. Hvornår vaccinerne kommer – og hvor mange der kommer – er usikkert.

- Os, der er mobile

Det vil fortsat være sådan, at nogen skal bevæge sig for at blive vaccineret.

- For os, der er mobile, er det rigtig mange, der skal vaccineres, så der fastholder vi de syv centre, som kommer til at være i Region Midtjylland, hvor man – ligesom ved teststederne – kommer til at kunne vaccinere rigtig mange ad gangen, fortsætter 2. næstformanden.

Han afviser heller ikke, at regionen vil etablere midlertidige vaccinationssteder decentralt. Men det afhænger igen af, hvornår, hvilke og hvor mange vacciner der kommer.

Så viljen er dér, mens virkeligheden er mere usikker.