Region har plan klar for stort vaccine-rykind

Sundhedsstyrelsen har bedt regionen om at gøre klar til at vaccinere tusindvis af borgere.

Region Midtjylland regner med, at der bliver godt gang i vaccinationssprøjterne til efteråret.
Region Midtjylland regner med, at der bliver godt gang i vaccinationssprøjterne til efteråret.
Foto: Line Bloch Klostergaard / Region Nordjylland

En kombination af syv faste vaccinationscentre og hjælp fra læger og apoteker skal sikre, at Region Midtjylland til efteråret er klar til at vaccinere de mange midt- og vestjyder, der står til fjerde vaccinestik. 

Sådan lyder det oplæg fra Region Midtjylland, som Hospitalsudvalget skal tage stilling til på et møde 30. juni.

Regionens vaccinationsplaner er en direkte udløber af den nationale vaccinationsstrategi, som Sundhedsstyrelsen præsenterede for nylig. 

Af regionens plan fremgår det blandt andet, at Sundhedsstyrelsen fra 1. oktober regner med at tilbyde en yderligere booster-covid-vaccination til alle fra 50 år og op, samt til udvalgte personer under 50 år, f.eks. borgere med nedsat immunforsvar.

Det svarer 2,5 millioner danskere.

- Det er forventningen, at alle borgere skal kunne vaccineres i løbet af seks uger, skriver Region Midtjylland i sagsfremstillingen.

Derfor foreslår regionen, at politikerne giver grønt lys til, at der etableres syv faste vaccinationscentre.

De skal ligge i forbindelse med de fem akuthospitaler i Region Midtjylland samt i Silkeborg og Holstebro.

Derudover foreslår regionen, at man indgår aftaler med læger og apoteker om vaccination, som det kendes fra tidligere vaccionationsindsatser. 

- Dette af hensyn til yderligere geografisk spredning og nærhed, begrunder regionen det.

Har snart beredskab klar

Planerne kan dog blive rykket frem, erkender regionen. 

Sundhedsstyrelsen har nemlig bedt regionerne om at "opretholde en fleksibel kapacitet hen over sommeren, hvis der bliver behov for at vaccinere en stor del af befolkningen eller udvalgte målgrupper meget hurtigt."

Derfor har danske regioner lige nu et beredskabsudbud møntet på private vaccinationsfirmaer.

Det skal sikre, at alle borgere over fem år kan vaccineres på kun halvanden måned. 

Den aftale gælder efter planen fra 2. august. 

Det seneste døgn er 3287 personer blevet konstateret smittet med covid-19, oplyser Statens Serum Institut.