Regeringen vil åbne grænser for lande med få smittede

Er der styr på antallet af smittede, så kan et lands borgere også snart få adgang til at besøge Danmark.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

I en række lande er der nu så godt styr på smitten, at deres borgere snart kan få adgang til at besøge Danmark. Dermed kan flere turister måske snart nyde den danske sommer.

Statsminister Mette Frederiksen (S) siger tirsdag, at regeringen nu vil opstille objektive kriterier for, hvornår et land er sikkert nok, til at dets borgere kan få lov til at rejse ind i Danmark.

Dermed kan indrejse til Danmark snart blive normaliseret for flere lande, siger Mette Frederiksen:

- Vi vil i regeringen gerne nu opstille objektive kriterier for, hvornår et land er sikkert nok, til at dets borgere kan besøge Danmark.

- Med andre ord - hvis smitten i et land er på et acceptabelt niveau, så er det vores ønske at åbne grænserne til det land.

- Det vil gøre det lettere løbende at åbne for ind- og udrejse og stadig have styr på situationen herhjemme, siger Mette Frederiksen i forbindelse med spørgetimen i Folketinget.

Endnu ingen konkrete lande

Regeringen vil først præsentere de konkrete kriterier for Udenrigspolitisk Nævn, før man offentliggør dem, siger statsministeren. Dermed er det endnu ikke klart, hvilke lande der bliver er tale om.

Fra mandag kunne turister fra de første lande få adgang til Danmark. I første omgang blev der åbnet for turister fra Tyskland, Norge og Island, der ligesom Danmark har et lavt antal smittede og indlagte.

Men også en række andre europæiske lande har fået styr på antallet af smittede. Det er blandt andet disse lande, der nu snart kan få adgang til Danmark.

Det kan få betydning for, hvor mange turister der vil besøge Danmark i sommerperioden og dermed sikre mere indtjening til turisterhvervet. Det har været et stort ønske fra sommerhusudlejere, hoteller og restauranter at få åbnet mere op, end regeringen hidtil har været villig til.

På vej til at normalisere rejser over grænserne

Det er uklart, om regeringens kriterier for at åbne grænsen for yderligere lande allerede vil blive fremlagt onsdag.

Her deltager Mette Frederiksen i Udenrigspolitisk Nævns møde. Dagsordenen er endnu ikke offentliggjort, men statsministeren ventes at forelægge det kommende EU-topmøde torsdag. Om der også blive mulighed for at diskutere kriterierne for adgang til Danmark er endnu uvist.

Mette Frederiksen glæder sig over, at det lave antal smittede nu betyder, at Danmark og andre lande er på vej til at normalisere rejser over grænserne:

- Tænk engang, hvor langt vi er kommet som lande og naboer, at det nu handler om, hvor hurtigt vi kan åbne grænsen. Ikke hvor den skal gå, siger Mette Frederiksen med henvisning til genforeningsdagen mandag.

Her fejrede Danmark 100-året for genforeningen efter grænsedragningen i 1920.

/ritzau/