Regeringen foreslår to ugers feriepenge udbetalt

Regeringen er klar til at udbetale to ugers indefrosne feriepenge til efteråret. Det vil betyde flere tusinde kroner mellem hænderne til den enkelte dansker.

Onsdag kaldte finansminister Nicolai Wammen (S) en eventuel udbetaling af feriepenge for "et stærkt værktøj i kassen".
Onsdag kaldte finansminister Nicolai Wammen (S) en eventuel udbetaling af feriepenge for "et stærkt værktøj i kassen".
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Regeringen foreslår, at borgerne skal have udbetalt to uger af deres indefrosne feriepenge for at stimulere økonomien under coronakrisen.

Forslaget kommer under forhandlingerne om en sommerpakke, der skal holde hånden under forbruget.

Det erfarer Børsen, og Ritzau har efterfølgende fået bekræftet oplysningen.

Sommerpakken skal give danskerne flere penge mellem hænderne. Selve udbetalingen kan dog først ske senere på året. Udformningen af sommerpakken forhandler partierne om, og de første møder finder sted torsdag.

Over de seneste uger har en lang række partier erklæret sig indstillet på at udbetale de indefrosne feriepenge. Tidligere torsdag sagde Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen, til DR, at partiet var "helt åben" over for at diskutere det.

Onsdag kaldte finansminister Nicolai Wammen (S) en eventuel udbetaling af feriepenge for "et stærkt værktøj i kassen" og torsdag morgen sagde De Radikale til TV2, at de så med milde øjne på tanken.

Støttepartier er positive

Regeringens andre støttepartier er også positivt indstillet:

- Det vil være en meget nem, enkel og hurtig måde at få penge ud til danskerne og få gang i forbruget på, siger SF's politiske ordfører, Karsten Hønge.

Også Enhedslisten mener, at det vil være en god måde at få penge ud i samfundet på.

- Det er en rigtigt god idé, og det har vi længe ment. Men det er fuldstændigt afgørende, at man så ikke modregner pengene i ting som kontanthjælp, boligsikring eller andre ydelser.

- Hvis tanken er, at vi skal ud og bruge flere penge til gavn for de små virksomheder og få gang i hjulene, så sker det jo ikke, hvis man modregner de udbetalte feriepenge, siger politiske ordfører for Enhedslisten Pernille Skipper.

Ny ferielov

De indefrosne feriepenge er et resultat af den nye ferielov, der blev gennemført i 2019. Den vendte optjeningen af feriepenge om og dermed stod danskerne til at få et års feriepenge udbetalt.

For at sikre virksomhederne mod at skulle have to års feriepenge op af kassen samme år blev det aftalt, at det ene års feriepenge først skulle udbetales, når arbejdstager gik på pension. De blev altså "indefrosset".

Samlet drejer det sig om omkring 100 milliarder kroner før skat groft baseret på fem ugers ferie. To ugers feriepenge er dermed omkring 40 milliarder kroner.

Det politiske forslag om at udbetale dele af de indefrosne feriepenge betyder dermed, at staten skal udbetale pengene på virksomhedernes vegne og så få pengene af virksomhederne senere.

Staten kan dog låne meget billigt, og derfor ses det som en relativt billig måde at få penge ud i økonomien på.

- Man kunne godt sige, at virksomhederne skulle udbetale dem. Men så ville vi trække penge ud af virksomhederne, som de har brug for til at udvikle sig og klare sig i denne her tid, siger SF's Karsten Hønge.

- Og virksomhederne kommer til at betale pengene på et tidspunkt. Så alle parter vinder ved det.