Politiet lemper regler - drive-in-koncert bliver alligevel til noget

Arrangørerne havde opgivet planerne om en drive-in-koncert, men så blev de kontaktet af politiet, som var klar til at lempe reglerne - dog med et par ændringer.

Bente Bjerregaard og Ulrik Sand Poulsen havde droppet at afholde en drive-in-koncert med bandet Dr. Diesel ved Hodsager Multicenter. Men nu har de alligvel fået lov af politiet.
Bente Bjerregaard og Ulrik Sand Poulsen havde droppet at afholde en drive-in-koncert med bandet Dr. Diesel ved Hodsager Multicenter. Men nu har de alligvel fået lov af politiet.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

En drive-in-koncert i Hodsager, der var blevet droppet på grund af strenge regler, bliver nu alligevel til noget.

Arrangørerne blev i sidste uge kontaktet af politiet, som ville se velvilligt på deres ansøgning om at afholde koncerten, hvis de sendte ansøgningen igen.

Det gjorde Bente Bjerregaard og Ulrik Sand Poulsen, og nu har de fået tilladelse og venter bare på den skriftlige tilladelse, som er på vej.

- Vi er bare så glade for, at det kan lykkes. Det har været en voldsom kamp, men det har båret frugt, at vi kæmpede den, og forhåbentlig kommer det også til at gavne andre, siger Ulrik Sand Poulsen.

Rigspolitiet på sagen

Det frivillige initiativ druknede i regler på 54 sider, før det kom i gang - en bekendtgørelse om drive-in-arrangementer som er vedtaget i forbindelse med håndtering af covid-19. Det er de regler, der nu er blevet lempet ifølge Ulrik Sand Poulsen.

- Rigspolitiet har været inde over sagen og sat Midt- og Vestjyllands Politi på plads. De skal være mere lempelige, og vi er jo heller ikke Roskilde Festival, som vi bliver sidestillet med i de regler, siger han.

Midt- og Vestjyllands Politi afkræfter, at Rigspolitiet har været inde over sagen. I stedet fortæller Torben Aasborg, der er chefkonsulent hos Midt- og Vestjyllands Politi, at der sagen igennem har været en god dialog med Ulrik Sand Poulsen.

Jo mere erfaring samfundet og politiet fik med coronavirus, desto bedre kunne de også guide Ulrik Sand Poulsen, og derigennem er det lykkedes for parterne at gøre arrangementet muligt. Det er blandt andet sket ved, at arrangørerne sendte en ny ansøgning, hvorefter politiet bad dem ændre et par småting.

Håber på 100 biler

Helt fra begyndelsen skulle drive-in-koncerten, hvor bandet Dr. Diesel kommer og spiller, have fundet sted 1. maj.

Nu bliver den afholdt på torsdag, Kristi Himmelfartsdag, klokken 14 og varer et par timer.

- Vi glæder os bare helt vildt, og det ser ud til at blive godt vejr. Vi håber, der kommer omkring 100 biler, men det er svært at sige. Vi vil bare gerne skabe en happening, siger Ulrik Sand Poulsen, der også selv spiller med i bandet.

Koncerten bliver afholdt på parkeringspladsen ved Hodsager Multicenter. Her vil bilerne blive guidet på plads, så alle kan se.

3:50
Et privat par havde arrangeret en drive-in-koncert i Hodsager, men måtte aflyse på grund af for mange regler.