Politi sætter skilte op flere steder i landsdelen: Vi kan lukke området

Fire steder i Midt- og Vestjylland sætter politiet nu skilte op, der gør opmærksom på, at politiet kan forbyde ophold de pågældende steder. Det sker for at mindske risikoen for spredning af coronavirus.

politi
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Selvom det gode vejr lokker os udenfor, er langt de fleste midt- og vestjyder gode til at følge myndighedernes anbefalinger.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi, som kun har rejst sigtelse i corona-relaterede sager ni gange.

Men der er altså fire steder her i landsdelen, som samler så mange midt- og vestjyder i solskinnet, at politiet nu har sat skilte op for at sikre, at der ikke er for mange forsamlet.

Politiet kan forbyde ophold 

Det er fortsat vigtigt, at alle gør, hvad de kan for at hindre coronavirus i at sprede sig, skriver politiet.

Så når de sætter skilte op, er det altså for at vise borgerne, at myndighederne mener det alvorligt. 

- Vi vil gerne med skiltene gøre det klart, at hvis man ikke respekterer anbefalingerne om afstand og reglerne om ikke at samles flere end 10 personer, jamen så kan vi helt forbyde ophold i området, siger Helle Kyndesen, der er politidirektør i Midt- og Vestjyllands Politi, i en pressemeddelelse.

Hun synes, at det er ærgerligt, hvis politiet bliver nødt til at forbyde folk at opholde sig de pågældende områder.

- Derfor håber jeg, skiltene kan få de sidste med på fornuftens vogn, så det ikke bliver nødvendigt. Men sidder folk for tæt, eller er der for mange samlet, så tøver vi på den anden side heller ikke med at udstede opholdsforbud. 

Skiltene beder folk søge væk fra området, hvis ikke det er muligt at holde afstand til andre, og politidirektøren minder om, at Midt- og Vestjylland har mange andre dejlige steder, hvor man kan nyde naturen.

 
 
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi