Poderne får røde hænder: Det blæser for meget i drive-in-telt, lyder det i påbud fra Arbejdstilsynet

Poderne ved Testcenter Herning har det for koldt, når de arbejder i drive-in-telte, mener Arbejdstilsynet. Men der er ingen regler for, hvor varmt der skal være.

Det er ifølge Arbejdstilsynet for koldt at pode i drive-in-teltet ved Testcenter Herning. Billedet her er fra testcenteret i Viborg. (Arkivfoto)
Det er ifølge Arbejdstilsynet for koldt at pode i drive-in-teltet ved Testcenter Herning. Billedet her er fra testcenteret i Viborg. (Arkivfoto)
Foto: Rune Borre-Jensen, Region Midtjylland

Det er for koldt for poderne at arbejde i drive-in-teltet ved Testcenter Herning, mener Arbejdstilsynet, der nu har givet Region Midtjylland et strakspåbud om at beskytte de ansatte mod træk og kulde.

Det viser en aktindsigt, som TV MIDTVEST har fået.

Begrundelsen for påbuddet er blandt andet, at det trækker gennem teltet, fordi det er åbent i begge ender, og at poderne får røde hænder, fordi spritten, som de bruger mellem hver test, ikke kan nå at tørre, når temperaturen i teltet er for lav.

Derfor har testcenteret nu valgt at drosle brugen af drive-in-teltet så langt ned som muligt, fortæller leder af testcentrene i Hospitalsenheden Vest, Karina Willemoes Ladefoged.

- Vi bruger det på et minimum. Det er løsningen lige nu, men det er ikke løsningen på sigt, for vi har brug for den kapacitet, det giver, siger hun.

Testcenter Herning er udfordret af, at der ikke er ret mange parkeringspladser tilknyttet, og at der derfor nemt opstår kø ud på nogle af byens store indfaldsveje, når de ikke bruger drive-in.

- Derfor åbner vi det en gang imellem i måske en time, hvis vi mangler lidt flow, siger Karina Willemoes Ladefoged.

Hun understreger dog, at ingen medarbejdere bliver tvunget til at stå i teltet, og at det heller ikke er dem, der har tilkaldt Arbejdstilsynet.

- Der er ingen af vores medarbejdere, der fryser. De er faktisk glade for at komme lidt ud og stå der, siger hun.

Ingen faste regler

På dagen, hvor Arbejdstilsynet besøgte Testcenter Herning, var der seks grader udenfor, og middelvinden blæste 10 meter per sekund, skriver tilsynet i strakspåbuddet.

Men der findes ingen regler for, hvordan vejret og temperaturen skal være, når man arbejder i sådan et telt, lyder det fra testcenterlederen. I påbuddet står der, at klimaforholdene skal gøres fuldt sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige i forhold til det arbejde, der skal udføres.

- Vi har ikke fået nogen vejledning fra Arbejdstilsynet, vi kan bruge til noget. De kan ikke sige, hvor varmt det skal være, siger hun.

Hun prøver dog at kigge sine kollegaer fra andre testcentre over skulderen for at se, om de skulle have den gyldne løsning, men det er ikke alle idéer, der kan oversættes direkte til forholdene ved centeret i Herning.

- I Aarhus har de eksempelvis etableret et vindfang ved biltestteltene, men det kan skabe nogle andre problemer med udstødningsgasser, og det er næsten endnu værre, siger Karina Willemoes Ladefoged.

I samarbejde med testcenterets arbejdsmiljøorganisation prøver hun derfor at finde på tiltag, der giver bedre arbejdsforhold for poderne, men hun efterlyser samtidig mere faste rammer fra Arbejdstilsynet.

- Det kan være, vi skal have indrettet nogle flere pavilloner eller containere, men vi vil også gerne have nogle grænseværdier for, hvornår vi må bruge hvad, siger Karina Willemoes Ladefoged.

Klimaforholdene i teltet skal være bragt i orden inden 27. januar, skriver tilsynet i strakspåbuddet.