Pizzaer, gavekort og fodboldbilletter - Hospitalsansatte trækker lod mellem donationer

Der er stor glæde hos Hospitalsenheden Vest, som har modtaget mange donationer gennem coronapandemien.

De mange donationer bringer stor glæde blandt personalet hos Hospitalsenheden Vest.
De mange donationer bringer stor glæde blandt personalet hos Hospitalsenheden Vest.
Foto: Sarah Mølsted Andersen, TV MIDTVEST

Pizzaer, gavekort og billetter til fodboldkampe.

Der er blevet sagt tak til det hårdtarbejdende sundhedspersonale i Herning og Holstebro på mange måder.

Men de mange donationer har også kastet et større stykke arbejde af sig. For hvordan fordeler man, hvem der skal have hvilke donationer? Det er en problematik, som Hospitalsenheden Vest nu står over for.

- Det, vi prøver på nu, er, at de donationer, vi har fået, skal komme flest muligt medarbejdere til gode, forklarer den sundhedsfaglige direktøri Hospitalsenheden Vest, Ida Gøtke.

Den store opgave er dog ikke noget, der for Ida Gøtke har givet rynker i panden – tværtimod.

Det har været en god opgave at være på, siger hun.

Hyldest betyder meget

Onsdag kom der endnu en donation. Denne gang i form af koncerter foran Regionshospital Holstebro klokken 12 og foran Regionshospital Herning klokken 14.

De mange måder at sige tak på fra lokalsamfundets side har overvældet medarbejderne på hospitalerne.

- Det er ikke lige noget, man havde regnet med ville ske for at være helt ærlig. Så det er rigtig, rigtig rart at bliver overrasket med det sådan her, siger Johnny Madsen, der er social- og sundhedsassistent i sterilcentralen på Regionshospital Holstebro.

- Det betyder rigtig meget. Det betyder, at folk sætter pris på det, vi går og gør, forklarer Mie Lovmand, der er sygeplejerske på urinvejskirurgisk afdeling på Regionshospital Holstebro.

Direktør giver lod videre

Mens pizzaerne er øremærket medicinsk afdeling, skal resten af gaverne fordeles på en helt tilfældig måde.

Det er nemlig bestemt, at de resterende donationer skal uddeles via lodtrækning. Og det er helt i orden, når der i Hospitalsenhed Vest er 4000 ansatte, mener Johnny Madsen.

- Det er jo fair nok, for et eller andet skal man jo gøre. Med så mange ansatte er det umuligt at dele det lige ud på nogen som helst måde, lyder det fra ham.

Oddsene for at få en af gaverne er dog ikke helt 4000 til én. For den sundhedsfaglige direktør har allerede besluttet sig for, hvad hun vil gøre, hvis hun vinder.

- Hvis jeg bliver udtrukket, vil jeg give mit lod til en af de medarbejdere, som anderledes har været i front, end jeg har, siger hun.

1:55
4000 ansatte skal trække lod om at få de donationer, som er kommet gennem coronapandemien.