Peter har sat sin 3D-printer til lave gratis visirer

Manden bag iværksættervirksomheden Rosbjerg3D giver visirer væk til fagfolk og private, der har brug for dem.

Peter Rosbjerg har fået opskriften på visirrammen fra et svensk firma.
Peter Rosbjerg har fået opskriften på visirrammen fra et svensk firma.
Foto: Peter Rosbjerg

3D-printeren i Peter Rosbjergs kontor i Herning kører lige nu uden stop.

Én gang i timen spytter maskinen rammen til et visir ud, som kan blive brugt som værnemiddel for dem, der gerne vil beskytte sig ekstra mod coronasmitte.

Visirerne giver han væk gratis til alle, der har brug for dem. Han har blandt andet skrevet på Facebook, at man kan kontakte ham, hvis man vil have nogle af visirerne.

Hvert visir af plastic vejer cirka ti gram, og Peter Rosbjerg har syv kilo plastic at tage af endnu.

- Jeg er glad for at hjælpe. Jeg kan ikke lave mange, og det er helt nede på jorden. Men når jeg har muligheden og hele det set-up, det kræver, kan jeg lige så godt udnytte det, siger Peter Rosbjerg.

Billigt og nemt

Peter Rosbjerg driver virksomheden Rosbjerg3D, der arbejder med Virtuel Reality, animation og 3D-print. Normalt bruger han for eksempel 3D-printeren til at lave modeller af huse til brug for byggebranchen og prototyper af forskellige nye produkter.

Men nu laver den kun visirer.

Sådan ser visiret ud, mår det er færdigt.
Sådan ser visiret ud, mår det er færdigt.
Foto: Peter Rosbjerg

- Det er ikke noget, der kræver det store af mig, så jeg kan lige så godt gøre det. Jeg mister ikke penge, for et kilo plastic koster kun 160 kroner. Det eneste, jeg giver noget for, er strøm – og så selvfølgelig min tid, siger Peter Rosbjerg.

3D-printeren laver rammen til visirerne, og så er det et stykke gennemsigtigt A4-overhead-papir, der skærmer.

Opskriften, som visirerne er lavet ud fra, er skabt af svenske 3D Verkstan. De har delt den med alle interesserede, så personer med 3D-printere kan hjælpe til.

- Og det er kun en af flere virksomheder, der har arbejdet med at lave opskrifter på visirer. Der gik ikke lang tid, før branchen bød ind med idéer til, hvordan man kunne hjælpe, fortæller Peter Rosbjerg.

Donerer til mange forskellige

Der er mangel på værnemidler på grund af coronapandemien, men Peter Rosbjerg erkender, at det ikke er sikkert, visirerne kan bruges på landets sygehuse. Han ved nemlig ikke, om de lever op til alle nødvendige sikkerhedskrav.

Men modellen er testet af sundhedspersonale i en række lande og bruges blandt andet i Sverige, og kan sygehusene bruge dem, er de velkommen. 

Der er fuld gang i produktionen på kontoret i Herning.
Der er fuld gang i produktionen på kontoret i Herning.
Foto: Peter Rosbjerg.

- Indtil videre har jeg givet 50 ud til for eksempel øjenlæger, fysioterapeuter og plejehjem. Der var også en dame, der gerne ville have ét, fordi hendes mand har KOL, og hun gerne ville beskytte sig ekstra, siger Peter Rosbjerg.

Peter Rosbjerg fotæller, at han fortsætter med at printe visirer, så længe der er nogen, der vil have dem.

- Men jeg håber selvfølgelig også, at det snart er unødvendigt, siger han.

Hvis der er nogen, der har lyst til at hjælpe med projektet, fortæller Peter Rosbjerg, at han meget gerne modtager donationer med transparent A4-overheadpapir.  

Værnemidler er i stor efterspørgsel på grund af coronapandemien.