Pape vil have lempet afstandskrav i kirker

Kirkerne er stadig ramt af skrappe krav om afstand, og det mener tidligere justitsministeren og partiformand er noget pjat.

Tidligere justitsminister, Søren Pape Poulsen vil gerne have lempet kravene om afstand i de danske kirker.
Tidligere justitsminister, Søren Pape Poulsen vil gerne have lempet kravene om afstand i de danske kirker.
Foto: Jan Ebbesen

I de danske kirker er der stadig et afstandskrav på to meter.

Og det er på trods af, at kravene om afstand er blevet lempet flere andre steder - blandt andet under fodboldkampe. 

Det får nu Søren Pape Poulsen, der er formand for de Konservative, til at opfordre til, at man husker kirkerne.

- Vi må gå tæt på hinanden i supermarkederne. Vi må sidde og spise på restauranter. Vi må en masse ting. Det kan ikke passe, at vi behandler kirkerummet som noget af det farligste i denne verden. Det er jo sådan, det er efterhånden, siger Søren Pape Poulsen til TV MIDTVEST.

Det er kirkesang, der er årsagen til, at der fortsat er skrappe krav i kirkerne, da det giver øget risiko for at smitte med virussen Covid-19.

- Der er kommet et eller andet fuldstændig hysterisk forhold til sang, og det er det, der gør, at man skal holde stor afstand og have mange kvadratmeter per gæst. Jeg synes, det er helt vildt, når man ser på, hvor få smittede der er i Danmark, siger Søren Pape Poulsen.

Fra 185 til 58

Søndermarkskirken i Viborg er én af de kirker, der har mærket konsekvenserne af coronarestriktionerne. Her har man været nødt til at halvere antallet af gæster, de kan tage imod, når de afholder forskellige kirkelige handlinger.

Kirketjener Carsten Hove fortæller, at afstandskravet særligt kan give problemer til begravelser og bisættelser, men han synes folk har taget det pænt. Han mener ikke, man skal lempe reglerne for hurtigt.

- Vi vil hellere have, at folk kommer herind og føler sig trygge, fremfor at folk bliver hjemme, fordi de føler sig utrygge, siger han.

Partiformanden for Det Konservative Folkeparti håber dog stadig, at kirkerne, præsterne og biskopperne vil lægge et pres på kirke- og kulturministeren for at høre, om det stadig kan være nødvendigt med så stor afstand.