Påskehandlen i Bilka fik flere til at reagere - men alle regler blev overholdt

Der var færre kunder, end på en normal påskelørdag. Alligevel reagerede flere handlende i dag på mængden af kunder i Bilka.

Bilka i Holstebro.
Bilka i Holstebro.
Foto: Nanna Lykke Rasmussen/Grafik: Lærke Nord

Påske betyder normalt flere dage med lukkede dagligvarebutikker.

Men ikke i år.

Coronaudbruddet har fået regeringen til at sætte lukkeloven på stand-by i håbet om, at vi så ikke alle stimler sammen på de få dage, butikkerne har åbent.

Alligevel har TV MIDTVEST i dag fået flere henvendelser fra midt- og vestjyder, der mener, at påskehandlen i blandt andet Bilka i Herning og Holstebro fik for mange til at stimle sammen. 

Der var blandt andet meldinger om propfyldte parkeringspladser og lange køer i trafikken for at komme væk fra området igen.

Trafikken ud for Bilka i Holstebro påskelørdag ved middagstid. 
Trafikken ud for Bilka i Holstebro påskelørdag ved middagstid. 
Foto: Nanna Lykke Rasmussen/Grafik: Lærke Nord

Helt styr på sikkerheden

I Bilka i Holstebro fortæller varehuschef Søren Hostrup, at der har været gang i handelen i dag, men at det slet ikke kan måle sig med en normal påskelørdag.

Bilka i Holstebro må have 2271 kunder i det store varehus på én gang. Men så mange kunder har der ikke været i nærheden af denne påske, fortæller Søren Hostrup. 

- Onsdag var en rigtig god handelsdag, men den var stadigvæk væsentlig mindre, end den vi havde sidste år, siger han.

Derudover fortæller han, at man har styr på sikkerheden, og at alle regler bliver overholdt.

- Vi har jo masser af skilte oppe, der fortæller, hvordan kunderne skal agere.

- Og så har vi ekstra servicemedarbejdere ved indgangene, der holder øje med store grupper, og en medarbejder, der går og spritter butikken af, fortæller Søren Hostrup.

Anna Lif Jacobsen er én af dem, der mener, at der var rigeligt med handlende i Bilka i Holstebro i dag. 
Anna Lif Jacobsen er én af dem, der mener, at der var rigeligt med handlende i Bilka i Holstebro i dag. 
Foto: Nanna Lykke Rasmussen/Grafik: Lærke Nord

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser også, at der ikke har været noget at anmærke på dagens handel i Bilka.

Blandt de handlende var der delte meninger om, hvorvidt dagens påskehandel nærmede sig påsketrængsel. 

- Der har været mange mennesker, men jeg synes, at folk er gode til at holde afstand, så der har ikke været de store problemer, fortæller Henning Lauritsen, der i dag handlede i Bilka i Holstebro.

Anderledes ser Anna Lif Jacobsen fra Thyholm på det.

- Det har egentligt været lidt ubehageligt, for man kommer tæt på hinanden, siger hun.

Åbne butikker skal mindske pres

Dagligvarebutikkerne har fået lov til at holde åbent i flere dage her i påsken for at mindske mængden af handlende, der stimler sammen i butikkerne op til helligdagene.

Og kunderne lagde da også mærke til, at det var en noget anderledes oplevelse at komme i Bilka i Holstebro, end ved andre højtider.

- Der er slet ikke så mange, som der plejer at være. Her ville jo være fyldt og kø ned i midtergangen, så på den måde har det taget noget af presset, fortæller Kit Thorsen fra Holstebro.

Og kunderne tager også deres forholdsregler. Henning Lauritsen er eksempelvis den eneste i husstanden, der handler, fordi hans kone har svækket immunforsvar.

Anderledes er det for Anna Lif Jacobsen og Knud Viktor Jacobsen. De har ladet børnene blive hjemme, men er taget afsted sammen.

Nu er I jo begge to taget to afsted. Kunne I ikke lade være med det?

- Jo, det kunne vi sagtens. Men det er fordi, vi gerne vil være sikre på, at vi får det hele med, så vi ikke skal afsted igen, siger Knud Viktor Jacobsen.

Flere dagligvarebutikker holder også åbent i morgen søndag.