Overblik: Her er alle de nye restriktioner og anbefalinger

Statsminister Mette Frederiksen skærper restriktionerne på fredagens pressemøde.

Statsminister Mette Frederiksen (S) oplyser, at regeringen ikke ønsker at starte genåbningen af nattelivet i august som planlagt. Det skyldes de stigende smittetal, der er registreret i Danmark de seneste uger.
Statsminister Mette Frederiksen (S) oplyser, at regeringen ikke ønsker at starte genåbningen af nattelivet i august som planlagt. Det skyldes de stigende smittetal, der er registreret i Danmark de seneste uger.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Fra mandag bliver nuværende corona-restriktioner forlænget og nye kommer til. Få et overblik over dem her.

Der skal bæres mundbind eller visir indendørs på alle offentlige steder, og forsamlingsforbuddet bliver sænket fra mandag for at stoppe spredning af coronavirus i Danmark. Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde fredag aften.

Her er et overblik over restriktionerne:

  • Forsamlingsforbuddet sænkes fra 50 til ti personer i hele landet. Det gælder fra mandag i foreløbig fire uger. Der vil dog - som det er tilfældet i dag - være situationer, hvor der er undtagelser og flere kan samles. For eksempel på skoler og arbejdspladser.
    Ved udendørs begravelser og bisættelser sænkes grænsen fra 200 til 50 personer.
  • Der indføres forbud mod at sælge alkohol i detailhandlen og kiosker efter klokken 22.
  • Der indføres krav om brug af mundbind eller visir indendørs på alle offentlige steder fra 29. oktober frem til 2. januar. 
  • Kravet om mundbind eller visir i den offentlige transport forlænges til 2. januar.
  • Restauranter, barer og caféer skal fortsat lukke klokken 22 i hele landet frem til 2. januar.
  • Der er krav om mundbind eller visir, når man står eller går på en restaurant, bar eller café frem til 2. januar. Det gælder både gæster og ansatte.
  • Der er forbud mod at indtage alkohol i busser - herunder partybusser.
  • Der er skærpede besøgsrestriktioner på sygehuse og plejehjem. Syv kommuner i Nord- og Vestjylland har indført besøgsforbud på alle plejehjem. Her i blandt Thisted og Ringkøbing-Skjern i vores landsdel.
  • Både private og offentlige arbejdspladser opfordres fortsat til at lade medarbejdere arbejde hjemmefra i det omfang, det er "muligt og hensigtsmæssigt".
  • Alle danskere opfordres til ikke at ses med mere end ti forskellige personer den kommende tid.
  • Frem til udgangen af året må maksimalt 500 personer være til stede ved arrangementer inden for elitesport, meddeler regeringen fredag.
  • Grænsekontrollen skærpes. Personer fra højrisikolande skal kunne fremvise en negativ coronatest, der er under 72 timer gammel, når de passerer grænsen. Stikprøvekontrollen ved indrejse i Danmark bliver desuden intensiveret.
  • Butikker, der er større end 2000 kvadratmeter, skal have synligt opsynspersonale. Mindre butikker opfordres til at have det samme. Det anbefales, at kun én person per husstand køber ind ad gangen.
  • Der er også nyt om hjælpepakkerne, hvor der forventes at skulle bruges "væsentlig flere penge". Regeringen vil lørdag indkalde partierne til forhandlinger om hjælpepakker. Dels skal de nuværende hjælpepakker forlænges og dels skal der ses på forbedringer af hjælpepakkerne i lyset af de nye restriktioner, siger finansminister Nicolai Wammen (S).

Foruden restriktionerne, så fortæller sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at alle danskere er sikret en corona-vaccine, når og hvis den kommer. 

Flere selskaber arbejder på at udvikle en vaccine mod covid-19 - blandt andet AstraZeneca, Sanofi-GSK og Johnson & Johnson.

Dem har EU-Kommissionen på vegne af EU-landene indgået aftaler med om at købe de mulige vacciner, hvis de ender med at blive godkendt til brug.

Der blev fredag registreret 859 nye smittetilfælde i Danmark, mens kontakttallet er steget til 1,2.