Overblik: Her bliver skoler og daginstitutioner åbnet på onsdag

Omkring halvdelen af landets kommuner er klar til at åbne skolerne igen på onsdag.

Pedel Finn Madsen er ved at gøre klar til at de mindste elever på Lemtorpskolen i Lemvig kan begynde i skole efter påske. Foto fra lørdag den 11. april 2020.
Pedel Finn Madsen er ved at gøre klar til at de mindste elever på Lemtorpskolen i Lemvig kan begynde i skole efter påske. Foto fra lørdag den 11. april 2020.
Foto: Morten Stricker / Ritzau Scanpix

Mange kommuner er klar til at genåbne de første skoler og daginstitutioner på onsdag den 15. april.

En rundspørge fra Kommunernes Landsforening viser, at omkring halvdelen af de danske kommuner regner med at åbne nogle skoler og daginstitutioner fra onsdag.

I de midt- og vestjyske kommuner har man generelt været hurtige til at få styr på, hvornår det kan lade sig gøre at åbne.

De fleste kommuner i Midt- og Vestjylland er klar til at åbne de første institutioner og skoler allerede onsdag, mens resten er klar til at begynde at åbne op torsdag.

Kigger man på hele Danmark, er der 12-13 kommuner, som først åbner mandag den 20. april.

Her kan du få et overblik over, hvornår de enkelte kommuner i Midt- og Vestjylland regner med at åbne:

Det vides endnu ikke, hvornår skoler, SFO og daginstitutioner åbner i Herning Kommune. 

Herning Kommunes kommunikationschef Ole Hansen siger til TV MIDTVEST, at der bliver arbejdet på højtryk for at få planlægningen på plads.

Han forventer at kunne melde noget ud i løbet af 2. påskedag, men det ligger allerede nu fast, at dagplejen ikke kommer til at åbne før uge 17.

KL: Det er en stor opgave

80 ud af landets 98 kommuner har svaret på KL's rundspørge om, hvornår de forventer at kunne åbne de første daginstitutioner og skoler. 

På landsplan svarer 52 kommuner, at de regner med at kunne genåbne daginstitutioner fra på onsdag.

Samtidig regner 46 ud af 82 kommuner med at kunne genåbne skoler fra på onsdag.

Resten af kommunerne venter at kunne genåbne i dagene frem til mandag 20. april.

- Det er en stor og meget krævende opgave at genåbne både daginstitutioner og skoler, så de lever op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Vi arbejder på højtryk i kommunerne på at levere et godt tilbud, der kan skabe trygge rammer for børn, forældre og medarbejdere. Derfor skal der også lyde en stor tak til alle dem, der i disse dage kæmper for at få rammerne på plads, udtaler KL’s formand, Jacob Bundsgaard (S), i en pressemeddelelse.

Beslutningen om at genåbne landets dagtilbud og skoler blev annonceret af statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde i starten af ugen.

Siden er Sundhedsstyrelsen kommet med retningslinjer for, hvordan genåbningen skal foregå. Retningslinjerne går blandt andet på, at eleverne skal placeres ved borde, så der er to meter mellem dem, og at frikvartererne indrettes forskudt, så mange elever ikke holder frikvarter på samme tid.