Opdrættere må oprette ventelister - Corona får hundesalget til at eksplodere

Dansk Kennel Klub opfordrer til, at man lige tænker sig om en ekstra gang, inden man vælger at købe en hundehvalp.

Det går stærkt hos landets hundeopdrættere i øjeblikket, for under coronakrisen har flere danskere end nogensinde før har valgt at købe hund.

David Johannes Øbro-Kjær fra Lemvig har opdrættet hunde i fire og et halvt år, og han har aldrig oplevet noget lignende.

- Vi blev telefonstormede. Vi kunne godt mærke, at folk gerne ville have en hund nu her i corona, forklarer han.

Han modtog fire til fem opkald hver dag, hvilket har betydet, at han har måtte oprette en venteliste. Den står der nu 62 på.

- Det er skønt og dejligt, vi skal selvfølgelig bare være med til at kvalificere deres valg, så det er den rigtige hund, de får, siger han.

David Johannes Øbro-Kjær fra Lemvig har opdrættet hunde i fire og et halvt år.
David Johannes Øbro-Kjær fra Lemvig har opdrættet hunde i fire og et halvt år.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Fordobling

Det er langt fra kun David Johannes Øbro-Kjær, der har vildt travlt med at tale i telefon i øjeblikket. Dansk Kennel Klub oplever lige nu en fordobling i antallet af salg og henvendelser fra folk, der ønsker at købe en hund.

De har også en lille opfordring til de mange nye købere.

- Hvis det er et velovervejet hundekøb, så er vi all for it. Så synes vi, at det er en god idé. Men bekymringen er jo altid, om det også er et velovervejet valg, og et valg, som man faktisk også føler sig rustet til at kunne leve med efter coronaen, siger adfærdskonsulenten ved Dansk Kennel Klub Lise Lotte Christensen.

En familie er ude for at se på hvalpe hos David Johannes Øbro-Kjær.
En familie er ude for at se på hvalpe hos David Johannes Øbro-Kjær.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

100 personer på venteliste

Hundeopdrætteren Unique Dogs i Haderup har også usædvanligt travlt. Der er nu 100 kunder, der har skrevet sig på venteliste, på trods af at det koster 1500 kroner.

- I teorien kunne vi have solgt mellem 10 og 15 hvalpe om dagen, fortæller direktør Jens Silkjær.

Ventelisten er så lang, så der nu er et helt års ventetid hos opdrætteren. Og de ventelister er Dansk Kennel Klub tilfredse med.

- Hos Dansk Kennel Klub ser vi det faktisk som en positiv ting for hvalpene, at der er ventelister, fordi det gør, at hvalpene ikke impulskøbes i samme omfang, som de måske kunne gøres ellers. Der er simpelthen ikke hvalpe, som man kan få i morgen. Man er nødt til at vente, forklarer Lotte Christensen.

 

Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Samfund.