Øget patruljering: Politiet indtager tre byer på cykler

På to hjul uden motor rykker politiet ud i tre af landsdelens større byer denne weekend. For coronarestriktionerne skal håndhæves.

Her i Holstebro vil man - ligesom i Herning og Silkeborg - kunne møde cyklende betjente i weekenden.
Her i Holstebro vil man - ligesom i Herning og Silkeborg - kunne møde cyklende betjente i weekenden.
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Politiet er ekstra påpasselig med patruljeringen i disse coronatider. Det indbefatter i weekenden flere politifolk på arbejde rundt omkring i det midt- og vestjyske.

I Silkeborg, Herning og Holstebro vil det blandt andet foregå på cykler.

- Med dem kommer vi endnu mere rundt i byerne og bliver mere synlige. Vi kommer hurtigere rundt, end når vi er til fods, og vi kommer nemmere i dialog, end når vi sidder i en bil, så det er et godt supplement til vores gående og kørende patruljer, forklarer politidirektør Helle Kyndesen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Det siger hun med henvisning til, at flere og flere forretninger allerede er eller er i gang med at åbne igen, hvilket forventeligt kan få flere til at bruge weekenden i gågader og lignende.

Tryghedspatruljer siden 18. marts

Siden den 18. marts har ordensmagten haft tryghedsskabende på patrulje dagligt som supplement til det almindelige beredskab. Og det bliver politiet ved med, mens landsdelen langsomt genåbner. 

- Vi håber meget, at midt- og vestjyderne fortsat vil bære sig fornuftigt ad. Vi vil jo gerne undgå at skulle skrive bøder ud, men kan man ikke finde ud af at overholde eksempelvis forsamlingsforbuddet, så får man altså en bøde, afslutter Helle Kyndesen.

Opfordringen lyder derfor fortsat fra det midt- og vestjyske politi, at man skal undgå steder, der tiltrækker mange mennesker.