Nye lokale testmuligheder: - Det skaber tryghed

Fredag slog Region Midtjylland dørene op for fire mobile testenheder i Skive, Lemvig, Holstebro og Ringkøbing.

Mogens Jacob Würtz Gyldenskjold og Ellen Trans Alstedmark var nogle af dem, der lørdag besøgte en af de nye mobile testenheder.
Mogens Jacob Würtz Gyldenskjold og Ellen Trans Alstedmark var nogle af dem, der lørdag besøgte en af de nye mobile testenheder.
Foto: Ditte Georg Poulsen, TV MIDTVEST

Lørdag mellem klokken 13 og 15 var det i Skive muligt at få taget en coronatest, hvis man ikke havde symptomer på coronavirus.

Region Midtjylland har nemlig indsat fire mobile enheder i byer, som har langt til de hvide testtelte i Herning og Viborg.

Det er kun personer uden symptomer, der kan blive testet - og den mulighed var der altså flere der greb lørdag i Skive.

- Da min kone og jeg er på tærsklen til en relativ høj alder, vil jeg gerne sikre mig, at vi ikke er udfordret på andre områder, end hvad der kan kontrolleres, fortæller Mogens Jacob Würtz Gyldenskjold.

- Det at få taget sådan en prøve her kan være med til at aflade nogle af truslerne. Det er for at få tryghed, fortsætter han.

Også Ellen Trans Alstedmark fra Balling var lørdag på testcenteret.

-Jeg synes, corona er blusset op igen. Og fordi jeg arbejder med handicappede, synes jeg, at jeg har et ansvar for at tjekke, om jeg har noget, fortæller hun.

 
 
Foto: Region Midtjylland

Godt med lokalt

I Skive er de glade for, at det nu er muligt at få taget en test for covid-19 lokalt.

- Det er en lettelse at kunne få taget testen her, så man ikke skal transportere sig selv eller andre. Både i forhold til tid og den usikkerhed, der kan være knyttet til det, siger Mogens Jacob Würtz Gyldenskjold.

- Jeg synes, det er et flot initiativ, som man skal understøtte på alle måder, fortsætter han.

På den måde er der nemlig flere, der har mulighed for at blive testet.

- Jeg synes, det er dejligt. Der er jo nogen, der ikke har biler og ikke kan komme frem og tilbage. Så det er rart, at de kan tage en bus og stadig blive testet og få deres på det rene, siger Ellen Trans Alstedmark.

HVORNÅR KAN MAN BLIVE TESTET?
Lige ugerKl. 9-11Kl. 13-15
Mandag-onsdag-fredag-søndagHolstebroSkive
Tirsdag-torsdag-lørdagRingkøbingLemvig
Ulige uger
Mandag-onsdag-fredag-søndagRingkøbingLemvig
Tirsdag-torsdag-lørdagHolstebroSkive