Ny SSI-rapport: Nu har smitten toppet i Midt- og Vestjylland

I de midt- og vestjyske kommuner er coronasmitten enten stabil eller faldende, viser ny tendensrapport fra Statens Serum Institut.

Tallene skal dog tages med et vist forbehold, da markant færre er blevet testet i løbet af uge 7.
Tallene skal dog tages med et vist forbehold, da markant færre er blevet testet i løbet af uge 7.
Foto: Line Bloch Klostergaard / Region Nordjylland

Efter en eksplosion med coronasmitte, er corona nu på vej tilbage i store dele af Midt- og Vestjylland. 

Det viser den ugentlige tendensrapport fra Statens Serum Institut (SSI), der er udkommet torsdag.

I samtlige midt- og vestjyske kommuner er incidenstallet enten faldet eller stabilt, viser rapporten.

Incidenstallet beskriver antallet af kommunens borgere, der er testet positive for corona inden for den seneste uge pr. 100.000 indbyggere.

- Der er tegn på, at covid-19-epidemien er begyndt at klinge af i Danmark i løbet af vinterferien, konkluderer instituttet på sin hjemmeside.

Tallene skal dog tages med et vist forbehold, da færre er blevet testet i løbet af uge 7. Det gælder for samtlige midt- og vestjyske kommuner. 

- Men på trods af nedgangen i testaktivitet ser vi ikke, at positivprocenten stiger. Samtidigt ser vi et fald i antallet af smittetilfælde, og det peger i retning af, at smitten kan være aftagende, siger afdelingslæge Rebecca Legarth fra SSI.

Kun én kommune i top 10

Det faldende smittetryk kommer også til udtryk i de aktuelle coronatal. 

Torsdag har Midt- og Vestjylland kun én kommune i top 10 over højest smitte. 

Det drejer sig om Skive, der pt. har et incidenstal på 5260,0.

Her er smitten dog faldende sammenlignet med onsdag.

På landsplan lå incidensen i uge 7 på 4081 covid-19-tilfælde pr. 100.000 indbyggere mod 5.395 covid-19-tilfælde i uge 6.

Faldet i smittet kommer også til udtryk i aldersfordelingen. 

Kun de 70-79-årige og aldersgruppen fra 80 år og opefter oplever stigende smitte.