Nu kommer Region Midtjylland med svar på deres køb af selvtest-kits
Region Midtjylland afviser kritik af deres måde at indkøbe selvtest-kits, hvor den under pandemien har fungeret som indkøber på vegne af den danske stat.
Region Midtjylland har været i mediernes søgelyse for deres indkøbsvaner i forbindelse med corona de seneste dage.
I februar sidste år blev Region Midtjylland sat til at finde den billigste leverandør af kviktest, men her endte de med at vælge det dyreste tilbud uden at lave en udbudsrunde.
Og kort før jul sidste år købte regionen 65 millioner selvtests til 1,4 milliarder kroner - heller ikke denne gang sendte de det i udbud først.
Nu viser det sig, at Region Midtjylland, på vegne af den danske stat, har købt 43 millioner coronatests for 825,5 millioner kroner.
Regionen har købt dem af et engelsk ejendomsfirma, skrev Politiken mandag.
Kvaliteten har været vigtigt
De seneste dage har Region Midtjylland ikke ønsket at udtale sig om kritikken, men nu kommer regionen endelig med et svar på deres handlinger i en pressemeddelelse.
- Region Midtjylland (RM) var vidende om, at der var store forskelle på selvtestenes kvalitet. RM ønskede derfor at lægge stor vægt på at skaffe kits af høj kvalitet til landet. Derudover var der fra Styrelsen for Forsyningssikkerhed (SFOS) side lagt meget stor vægt på, at deadlines for leveringerne blev overholdt, skriver Region Midtjylland i pressemeddelelsen.
Det er altså kvaliteten af selvtest-kits fra Medical Suppliers Direct (MSD), som regionen har vurderet, har haft den bedste kvalitet.
Region Midtjylland har desuden taget kontakt til lægerne bag det nationale valideringsstudie af kviktest, som udpegede fire produkter, som havde en høj performance i valideringsstudiet.
I pressemeddelelsen fremgår det også, at regionen kom frem til den vurdering, at det alene var MSD, som var leveringsdygtige i en stor mængde inden for en leveringsfrist på tre uger, og det var også et af grundene til, at valget faldt på denne test.
Bestræbelsen har været laveste pris
Ifølge Region Midtjylland har de i hele perioden været opmærksomme på både sikkerheden for leveringen, kvaliteten af produkterne og omkostningerne – her har regionen prøvet at opnå den lavest mulige pris.
- Hele forløbet er foregået under et stort tidspres og i et turbulent marked – og i den periode hvor Omikron dukker op som coronavariant. Der er tale om et marked, der har været nyt for store dele af de leverandører, der har været i spil, siger Anders Kjærulff, koncerndirektør i Region Midtjylland og fortsætter:
- Men arbejdet er foregået i dialog med markedet og med de nationale myndigheder, herunder faglige eksperter og med fokus på gældende lovgivning, siger han.
Regionen har ikke yderligere kommentarer.