Nu kører region ud med vacciner til folk i Thy og på Mors

Projektet bygger erfaringer fra tidligere indsatser i Aalborg.

Elever og andre fremmødte kunne mandag formiddag blive vaccineret på Morsø Gymnasium (arkivfoto).
Elever og andre fremmødte kunne mandag formiddag blive vaccineret på Morsø Gymnasium (arkivfoto).
Foto: Line Bloch Klostergaard / Region Nordjylland

På Morsø Gymnasium og EUC Thisted er det ikke kun elever og lærere, der er velkomne. 

Mandag har de to ungdomsuddannelser også slået dørene op for morsingboer og thyboer, der gerne vil vaccineres mod COVID-19. 

-  Vi kan se, at det er en god måde at gøre vaccinationstilbuddet nemt tilgængeligt for dem, der ønsker at blive vaccineret, men som endnu ikke er blevet det. Det er vigtigt, hvis vi skal øge den i forvejen høje vaccinationstilslutning her i regionen, siger Anders Koudal Cinicola, der er specialkonsulent ved Region Nordjylland i en pressemeddelelse

I slutningen af august besøgte regionens udkørende personale flere uddannelsessteder i Aalborg. Det er det tilbud, man nu udvider til andre dele af Region Nordjylland. 

Konkret har man vaccineret fra klokken 8.45 til 11.15 på Morsø Gymnasium, mens dørerne er åbne fra klokken 12.30 til 15.30 på EUC Thisted.

- Med de udkørende vaccinationsteams prioriterer vi at lave tilbuddet på uddannelsesinstitutioner, da vaccinationstilslutningen er lavere blandt den yngre del af befolkningen. Men alle er velkomne til at møde op, selv om de ikke er tilknyttet uddannelsesinstitutionen, siger Anders Koudal Cinicola i pressemeddelelsen. 

I skrivende stund har næsten 90 procent af de inviterede (12 år eller ældre) i Region Nordjylland fået mindst ét stik. 

Velbesøgt

På Morsø Gymnasium var både elever og andre mødt op for at tage imod vaccinen. Flere end 30 lagde fra morgenstunden armen klar til et skud vaccine.

- Vi kan få samlet op på dem, der måske ikke lige har fået bestilt en tid eller været i tvivl, forklarer Jeppe Kærholm, der er paramediciner hos Region Nordjylland.

Paramediciner Jeppe Kærholm var med til at stikke.
Paramediciner Jeppe Kærholm var med til at stikke.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

Han er selv med til at vaccinere de fremmødte, og derudover overvåger han borgerne efter deres stik. Hvis en borger får en voldsom allergisk reaktion (anafylaktisk shock) som følge af vaccinen er Jeppe Kærholm og hans kolleger klar til at hjælpe. 

Ifølge Region Midtjylland er det kun én ud af en million, der udvikler anafylaktisk shock efter COVID-19-vaccination.

Derfor kunne Jeppe Kærholm også koncentrere sig om at give stik. 

- Alle folk er glade og smilende. Det er meget givende, understreger han.

Region Nordjylland opdaterer løbende på rn.dk/vaccinationssteder med oplysninger om, hvor og hvornår man vaccinerer.